Genopstandelse. Lørdag er det 100 år siden, den finlandssvenske digter Edith Södergran døde som kun 31-årig, syg af tuberkulose og ruineret af Den Russiske Revolution. Men den flænge, hun åbnede i samfundet, naturen og kosmos, står åben endnu.
Fakler over jorden
Illustration: Lars Vegas.
Et liv kan umuligt sammenfattes i en sætning, men Edith Södergran kommer tæt på i aforismesamlingen Brogede iagttagelser (1919): »Den store formskabende fantasi er en uforløst ånd, hvis den ikke får frit løb i maleriet.«
Bogen udkom, fire år før hun døde af tuberkulose 24. juni 1923. Det er 100 år siden. I sit 31 år korte liv udgav hun fire digtsamlinger – fem med den posthume Landet som ikke er (1925) – og linjerne brænder så stærkt som nogensinde, for eksempel disse profetiske og megalomane af slagsen i begyndelsen af »Den stærkes krop« fra Fremtidens skygge (1920): »Jeg ved, jeg ved at jeg vil sejre./ Hvad man end vil kalde mig, hvem der end vil/ vente mig, jeg er fremtidens stjerne.«
Del:
