Daniel Dalgaards nye roman er sådan cirka alt det, hans første, Sfinx, ikke var. I Sfinx lod forfatteren sin forestillingskraft løbe løbsk gennem lange tunneller af fortællespor, historiske fakta og eventyrlig hittepåsomhed. Sproget var præget af kontrollerede, billedmættede beskrivelser og en aldrig anmassende virtuositet.

Når man åbner Vulkanø, tager det lidt tid at vænne sig til et helt nyt udtryk og en langt mere afdæmpet indholdsside. Genren er demonstrativ autofiktion, hvor hovedpersonen hedder Daniel, og hans partner hedder Stine ligesom Dalgaards virkelige partner, forfatteren Stine Pilgaard. Stillejet er domineret af detaljerede, uspektakulære hverdagsobservationer. Sproget er henkastet, næsten talesprogsimiterende – eksempelvis med hyppig brug af nutid i stedet for datid, når der skrives om fortidige begivenheder.