Ensom samlivsfilosofi

»Mansplaining« er et relativt nyt, uskønt, praktisk pejorativ til at karakterisere (og udskamme) en bestemt, klassisk maskulin måde at udbrede sig bedrevidende om hvad som helst. Det greb, Rachel Cusk har brugt til at redefinere romangenren i sin bedrøvede, begavede trilogi Omrids, Transit, Kudos, er nærmest det diametralt modsatte: en insisterende kvindelig tavshed, en passiv, næsten usynlig fortæller, som trækker monologer ud af sin omverden med en naturkrafts konsekvens og tålmodighed.

Denne samtale-osmose er fuldstændigt og kunstfærdigt gennemført. Faye, som fortælleren hedder, findes kun som en stiplet, narrativ linje, der forbinder en serie bifigurer. Hvorfor skal fortællerens køn blandes ind i det? Det er et tilbagevendende tema i trilogien: mænd og kvinders besvær med at dele livet, men litterært transcenderer Cusk enhver entydig, didaktisk feminisme. Hun skriver så formelt ambitiøst, med så komplekse meningsudvekslinger og et så stringent sprog, at jeg som læser nærmest er mere ærefrygtig end underholdt.