En lille hær af talebesvær

Det er absolut fedt, at Lasse Raagaard Jønssons råt følsomme og (vistnok bevidst) gumpetungt ligefremme debutdigtsamling med den stammende titel ssn snnart to tredjedele inde tager røven på læseren – og nu plotspoiler jeg atter poesi: Pludselig overtages synsvinklen og det helligste af alt, jeget, af digterjeget Lasses kræftramte mor, Nelie, som læseren er blevet vant til at følge på Lassejegets fattede, men hjertesmertende afstand, det giver et gedigent empatisk chok (også for digteren, mærker man):

»poserne er næsten for med mysli yoghurt/ på vej hjemad fra Kvickly/ med en pose i hver hånd/ går jeg i kantstenen og forover/ med ansigtet i// de kommer flere/ spørger om mit navn CPR// og jeg mærker/ efter hvor mine briller er/ modtaget og de/ en dupper blod af med en serviet// heller ikke til ambulancefolkene kan jeg sige noget/ de hjælper mig/ op ad trapperne poserne ud i køkkenbordet/ ’husk at ringe til nogen efter hjælp ikke’/ ’mmh’ døren smækker// efter noget ringer Lasse/ ’hej mor/ er du der?’/ ’ja’/ ’er der no nnoget galt’«