Jeg besøgte Zoologisk Have i påskeferien og bjergtagedes som sædvanlig over de fantastisk mærkelige elefanter, denne gang til overflod suppleret med en radikalt nuttet, (relativt) bittelille elefantunge. Hvordan kan der på nogen mulig måde digtes i digterisk øjenhøjde med sådanne umulige væsener? Hvad findes der af kvalificeret elefant(unge)poesi i Danmark?

Der er lige præcis Harald H. Lunds »Elefantens vuggevise«, lagt i munden på en elefantmor, med alt for få elefantspecifikke linjer, men udødeligt nok i hvert fald denne: »Jeg våger, at ikke de slemme mus/ skal liste sig op i din snabel,« der hypnotiserer læseren/tilhøreren til at gyse over den kendte følelse af mus i snablen.