Omskrivninger. Anden del af Lena Anderssons forfaldsfortælling om det svenske folkehjem er interessant læsning for alle, der har kigget over hækken til vore naboer mod øst og tænkt »förlåt, men what the fuck«. Til tider bliver bogen dog også rigeligt symboltung.
Du gamle, du frie, du lidt fantasiløse
Som mange andre tænkte jeg tidligt i pandemien, at den svenske strategi stemte dårligt overens med det forbudssverige, jeg følte, jeg kendte. Mere end én lørdag eftermiddag har jeg siddet i en bil i høj fart, parat til at storme Systembolaget i håbet om en dråbe vin til aftensmaden, fordi de hellige alkoholhaller ikke alene lukker tidligt lørdag, men er lukket hele søndag. Da jeg udtrykte min undren over for min svenske ekskæreste, svarede han ganske selvfølgeligt, at strategien stemte godt overens med hans nationale selvbillede, for – som han sagde – »Sverige er bygget af ingeniører«. De kigger på tallene, de opstiller modeller, de regner på det, de kommer frem til en løsning, der hverken tager følelser eller menneskelig adfærd i øvrigt med i beregningerne.
Hvis det var ingeniører, der byggede Sverige, så var det også ingeniørhjerner, der byggede det svenske folkehjem, som er omdrejningspunktet for Lena Anderssons fortælling om familien Johansson, hvoraf anden bog, Datteren, nu foreligger på dansk.
Del:


