Addadadaisme. Sexet, foruroligende, eventyrlig metalitterær roman stritter og sprutter desperat magisk.
Djørup på et varmt bliktag
Fortælleren i Bulgakovs kat forsøger at holde op med at skrive, men hun er forfatter på samme måde, som andre er stofmisbrugere. Selvom hun forærer hele sin bogsamling væk, smider tastaturet ud ad vinduet, forsøger at blive fri, gå i eksil i et fiktionsløst liv, kommer hun en sen aften til at fortabe sig i en nyhedsstrøm, som trigger hendes skrivevanvid:
»Jeg rev blikket til mig, slukkede tv’et og greb én af Ellens tuscher, en blå tusch, og hendes tegneblok, der lå fremme på bordet. Jeg begyndte at skrive. Å, endelig igen at skrive. Jeg husker den nats følelse af tørst og af, at hvert skrevent ord var en dråbe der flød fra pennen ud på papiret og kunne drikkes med øjet (...) Dagen derpå fortsatte jeg, som jeg var begyndt, i hånden, med samme blå tusch, og da den var skrevet tør; endnu én og endnu én.«
Del: