Indhentet. I sit satiriske portræt af danske idealister før og under Anden Verdenskrig viser Hans Scherfig forskellen på at ville beskrive verden og at forbedre den. Det er en forskel, jeg selv blev konfronteret med, det forår jeg gik på højskole.
Det idealistiske forår
I foråret 2007 var jeg elev på Krogerup Højskole, og i løbet af de fem måneder fandt en dramatisk forvandling af landskabet omkring den gamle herregård sted: Den mørke, dybe skov blev lysegrøn og fyldt med saftige bøgeblade, mens temperaturen i Øresund steg til ærgrelse for os kåde vitalister, der nød at diskutere, hvilke fordele vinterbadning har for legemet. Foråret var »hjerte-dansk« – det er et udtryk, Hans Scherfigs fiktive litteraturkritiker Harald Horn opfinder, da han skal beskrive landskabet omkring Præstø.
Men det var ikke kun erindringen om forår, som ind- hentede mig, da jeg for nylig læste Idealister og Frydenholm, der for en stor del foregår på de kanter. Romanerne, der handler om danske idealister før og under Anden Verdenskrig, konfronterede mig også med noget andet, der skete, mens jeg gik på højskolen: Det var nemlig dér, jeg selv begyndte at mærke det, som jeg i lang tid troede var en længsel efter at blive én, der forbedrer verden.
Del: