De fleste kender nok til Rasputin (1869-1916), den hellige bonde ved tsarhoffet i Sankt Petersborg, om ikke andet fra det berømte rygte, der citeres i Boney M.s klassiske diskohit: »Ra-Ra-Rasputin/ Lover of the Russian queen.« De kulørte og fiktive fremstillinger er så mange, at det kan virke vanskeligt at finde frem til, hvad der virkelig skete. Det råder den ansete britiske militærhistoriker Antony Beevor nu bod på med en indgående skildring, der næsten overgår rygterne.

Det hensvæver ganske vist stadig i det uvisse, om Rasputin faktisk var tsarina Aleksandras elsker, selvom det på ingen måde forekommer usandsynligt – vi har breve fra hende, hvor hun taler om, at hun kun ønsker at dø, mens hun putter sig ind til ham.