I metroen forleden endte jeg ved siden af to fremmede, som begge sad helt fordybet i TikTok. Den ene så på en video med en kvinde i færd med at hælde en hel masse slik i forskellige bøtter, den anden fulgte en guide til at flette hår. Nu ved jeg jo ikke, hvad de laver, når de kommer hjem, men synet bekræftede en tanke, der har fyldt tiltagende meget i min bevidsthed i det forgangne år: Bladet er vendt, og litteraturens tidsalder hører endegyldigt fortiden til.

Jeg mener ikke, at alle død og pine skal læse, men jeg er af den overbevisning, at litteraturen, ligesom andre former for teknologi, skaber mennesker, og at det derfor også vil få store samfundsmæssige konsekvenser, når langt færre i fremtiden kommer til at læse.