Den nygotiske brødholder

Kultfilminstruktøren John Waters (ham med Pink Flamingos og det listige, smalt påmalede overskæg) har engang, henført, ytret om denne bog: »Måske findes der ikke en bedre roman her i verden end Denton Welchs Ungdoms sødme. Bare det at holde bogen i hænderne, så preciøs, så hinsides bøsset, så lifligt subversiv, er nok til at gøre analfabetisme til et større samfundssvigt end hungersnød.«

Det er netop sådan, affekteret og skandaløst, man får lyst til at udtrykke sig, efter at have svømmet hen i Welchs selvbiografiske kuriosaværk, den midterste af tre romaner og den første oversat til dansk. Det er en luksuriøs, overspændt, fintfølende anti-udviklingsroman, som minder én om, hvordan dekadence på samme tid henviser til noget forfinet og forkrøblet. Som her, hvor fortælleren Orvil bliver madet med et gin-opløst kirsebær fra sin fars cocktail: