Kvindehistorie. Simone de Beauvoirs genudgivne pionerværk »Det andet køn« er afsløring og opmuntring, en både tidstypisk og aktuel anledning til at spekulere over, hvor langt kvindens frigørelse egentlig rækker.
Den indre kønskamp
Er man i det optimistiske hjørne, kan man læse filosof og feministisk andenbølgepioner Simone de Beauvoirs tusind sider lange kortlægning af kvindens kår som et vidnesbyrd om, hvor sjældent godt ligestillingen har det i Danmark anno 2019. Det andet køn, der udkom i Frankrig i 1949 og netop er genudgivet herhjemme, er nemlig fyldt med udpenslede gyserhistorier om fortiden, hvor mænds magt og overlegenhed var en selvfølge, mens kvinder var henvist til passiv jomfruelighed og tom biedermeierfacade.
I andet bind, der indledes med de Beauvoirs kendteste citat, »Man fødes ikke som kvinde – man bliver det«, beskriver hun, hvordan den lille pige opdrages til at behage, hjælpe til med husarbejdet og betragte mænd som helte og afguder. Menstruationen er en naturkatastrofe i bogstaveligste forstand, da den uigenkaldeligt lænker pigen til hendes art og køn og, endnu værre, til samfundets forventninger til kønnet. Hun protesterer, vil smide de upraktiske kjoler og erobre verden ligesom drengene, men får ikke lov og bliver derfor doven, drømmende, defaitistisk.
Del: