Selvrealisering. Simone de Beauvoir erindrer groomingen af unge kvinder i borgerskabets Paris og sin egen frihedstrang.
Den enestående piges manual
I 2020 fik den læsende offentlighed adgang til en hidtil uudgivet kortroman fra 1954 skrevet af den franske feminist, eksistentialist og forfatter Simone de Beauvoir.
Selv forklarede hun tilbage i 1960 i en af utallige erindringsbøger, at bogen Les inséparables (De uadskillelige, da.) fik hendes livspartner, Jean-Paul Sartre, til at »holde sig for næsen« med det resultat, at det ellers færdige manuskript blev arkiveret i stedet for at udkomme. Selvom Simone de Beauvoir muligvis delte forestillingen om, at hendes delvist fiktionaliserede beretning om barndomsveninden Zaza, som døde af hjernebetændelse i en alder af blot 22, var »for intim«, så påbegyndte hun blot få år efter det mislykkede romanprojekt en ny bog, hvor det formative venskab med Zaza igen spillede en rolle.
Del:
