Jeg tror, de fleste har dem, selvom de passer dårligt ind i det ordnede, ordentlige liv. Eller måske netop fordi de forstyrrer så godt. Venneforelskelserne. Jeg kender det fra mig selv, de venskaber, som har svært ved at falde til ro som platoniske, hvor der er noget magisk anspændt og tvetydigt på spil. Et hvad-nu-hvis, der spøger.

For lidt gensidig romantik til, at man kaster sig ud i et forhold, og for meget til, at man helt kan slippe tanken. Det kan være lange slow burns, det kan være et glimt, pludselig at se nogen i et nyt lys, et sekund åbner en anden virkelighed sig, hvor man kunne række ud og røre ved sin vens skægstubbe og høre dem glitre med en ru lyd. Det bliver ikke lettere at ignorere dagdrømmene her i den mørke, 12. måned af hudsultens år.