De fem bedste bøger om katte

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Så er vi tilbage med en ny runde af Bogligt begavet, Weekendavisens nyhedsbrev om tidens bedste og vigtigste bøger. Denne gang skal vi se nærmere på katten, denne selvberoende sofakejser, som for tiden er på så manges læber. Ikke bogstaveligt, bevares! I den amerikanske valgkamp har det elegante pelsede kæledyr nærmest fået status af katalysator (undskyld) for den krigeriske debat.

Først kaldte Republikanernes vicepræsidentkandidat, J.D. Vance, Kamala Harris og andre af Demokraternes toneangivne kvinder for »barnløse kattedamer«. Dernæst viderebragte ekspræsident Donald Trump vandrehistorien om de katte- og hundeædende haitianske indvandrere i byen Springfield i Ohio.

Og så kvitterede såmænd selveste Taylor Swift med i et opslag på sociale medier at lægge sit lod i Harris-lejren flankeret af en af sine katte – og underskrevet »Taylor Swift, barnløs kattedame«. Senest meldte også verdens rigeste mand, Elon Musk, sig med vanlig usmagelighed ind i tidens catfight: »Fint, Taylor … du vinder … Jeg vil give dig et barn og beskytte dine katte med mit liv.«

Men hvad er der dog med de katte? Hvorfor er de så fascinerende? Hvad kan de lære os? Jeg har bedt fem gode kolleger anbefale deres absolut favoritkattebøger. Mjaaav:

1. Former for væren

Anbefalet af Lone Frank

Man kan ikke tale om katte i litteraturen uden at fremhæve Haruki Murakamis Kafka på stranden. Her optræder den forsagte hr. Nakata, som efter at have ligget i koma som barn har mistet en pæn del af forstanden, men fået evnen til at tale med katte. De velformulerede dyr smalltalker ikke, men driver et decideret sideplot i den vildtvoksende handling, hvor de sender Nakata på en decideret mission.

Kattene er indgangen til en af de alternative verdener, som er så karakteristiske for Murakamis romaner. Den japanske forfatter er en mester i at bruge tilsyneladende absurde parallelle virkeligheder til at sende sine læsere ind i uventede tankerum og åbne sindet for de eksistentielle dybder, man måske forsømmer til daglig.

I Kafka på stranden er de talende katte ikke nuttede tegneseriefigurer, men skrevet frem som små karakterer med kattens faktiske natur – elegante, uafhængige og med en vis overlegen distance til livet. De bliver derved smukke symboler på, at andre former for væren end hverdagens altid er mulige.

Giv den som gave til: kattedamen, som mangler modet til at springe ud

Haruki Murakami: Kafka på stranden

2. Indtil vanviddet

Anbefalet af Lasse Winther Jensen

Hvor kattedamen er en klassisk figur, er der noget længere mellem kattemændene. Tjekkiske Bohumil Hrabal må imidlertid tage titlen som litteraturens store kattemand. »Hvad skal vi dog gøre med alle de katte?« sukker hans stakkels kone på allerførste linje af Hrabals knap 100 sider lange erindringsfortælling All My Cats, der oprindeligt blev optrykt i en ikkeoversat novellesamling fra 1993, men først udkom på engelsk i 2019.

Heri beskriver han sit liv i et afsidesliggende hus på landet, hvor han og konen bor med en stor gruppe skiftende katte. I løbet af historien får han både beskrevet dem som sine børn og elskere: »De elsker mig, som pigerne engang elskede mig, da jeg var ung.« Kattene aktiverer den aldrende forfatters erindringer og pirker til hans hensygnende libido.

Med tiden bliver de den primære katalysator for hans følelsesliv, hans blik på verden og hans litterære praksis. De driver ham til randen af vanvid, men de giver ham også adgang til en uspoleret og intens kærlighed. All My Cats vil bevæge enhver, der har følt noget for en kat – her er dyret et prisme, der kaster lys over kattemandens smertefulde liv og giver form til hans indre.

Giv den som gave til: den satte familiefar, der endnu ikke har overgivet sig helt til husets kat

Bohumil Hrabal: All My Cats

3. Satans til sidekick

Anbefalet af David Jacobsen Turner

Da min kollega Andrey Kazankov tidligere i år fik det privilegium, som det danske biografpublikum endnu må vente på – at se Michael Lockshins omstridte filmatisering af Mikhail Bulgakovs Mesteren og Margarita – var mit første spørgsmål: »Hvordan havde de lavet Behemoth?!«

Egentlig spiller den talende, rygende, pistolsvingende kat kun en mindre rolle i russernes yndlingsroman. Langt vigtigere er Pontius Pilatus, titlens litterære mester, og hans elskede Margarita samt især Woland, Satan selv, der besøger Moskva i dette udødelige mesterværk. Men i det omfangsrige Bulgakov-fanmiljø har det djævelske, pelsede sidekick altid været en favorit, og han pryder de fleste omslag til dramatikerens hovedværk, der udkom posthumt i 1966-67 efter mange omskrivninger.

Nok er Bulgakovs kat såre farlig og kan uddele en gedigen røvfuld, men samtidig er han filosofisk, stor fan af Dostojevskij og en spydig charmetrold. Prototypen på det dragende bæst, som nu lever videre på det store lærred takket være vellykket CGI.

Giv den som gave til: et ungt menneske med åbne kanaler og velsignet eskapistiske træk

Mikhail Bulgakov: Mesteren og Margarita

4. Mis President

Anbefalet af Synne Rifbjerg

»Har man ikke andet, så har man da sit go'e humør …« I Egon Mathiesens børnebogsklassiker fra 1949 er illustrationerne lige så jazzy tegnet, som rytmen i fortællingen swinger, fortælleoverskuddet lyser op af siderne. Mis med de blå øjne har altid været min litterære helt, som med hævet hale og et smil, der kan matche Cheshirekattens i Alice i Eventyrland, rejser ud i verden for at finde landet med de mange mus.

Kun på et eneste tidspunkt hænger den sultne mis med snuden, fordi en fedtet bladlus på poten er »næsten værre end ingenting«. Ellers er den blåøjede kat ikke til at få ned med nakken, selvom den bliver hånet af både fisk og pindsvin og især af de »rigtige« katte, der har gule øjne.

Men triumf: Mis overvinder de guløjede kattemobbere og rider på den gale hund op ad bakke og ned ad bakke lige hen til landet med de mange mus, som den siden generøst deler med sine undertrykkere. Som mrs. Michelle Obama siger: »When they go low, we go high.« Mis med de blå øjne for president!

Giv den som gave til: den dominerende mandemand, der lykkeligt har glemt sin fortid som hovedmobber i skolegården

Egon Mathiesen: Mis med de blå øjne

5. Grå kat, sort kat

Anbefalet af Emil Leth Beiter

Den nobelprisvindende britiske forfatter Doris Lessings værk spænder vidt: fra operaer sat i det ydre rum til socialt bevidste apartheidromaner. En lille, men meget læseværdig del af hendes store litterære produktion består af fire såkaldte kattebøger, hvoraf den første, Katte især fra 1967, kan gøre selv et hundemenneske til katteelsker.

Her møder vi de rå, slangespisende, halvvilde katte på hendes barndoms farm i Afrika, og den blide, pylrede »dame«, hun anskaffede sig i London, og som aldrig kunne finde på at fange mus. Størstedelen af bogen er dog dedikeret til grå kat, den forfængelige skønhed, der »i fald hun havde været menneske, ville gå med tøj og frisure, ligesom man bærer våben«.

Da grå kat steriliseres, bliver hun til en bitter gammeljomfru, og som en anden Elizabeth Taylor må hun se til, da Lessing anskaffer sig en yngre model: sorte kat. Lessing skildrer de små dramaer med stor medfølelse, hvorfor Katte især bliver et beundringsværdigt psykologisk studie af både kæledyrene og deres ejere, kredsende om forfængelighed, aldring og død.

Giv den som gave til: et hundemenneske

Doris Lessing: Katte især

Så nåede vi vist helt fra snude til halespids. Om to uger er jeg tilbage i Deres indbakke med tidens fem bedste bøger. Hvis De har kommentarer, forslag, spilkogende ris eller undren, så tøv ikke med at skrive til mig på xahb@weekendavisen.dk.

Indtil da må De love mig at sprede det litterære ord vidt og bredt. Del nyhedsbrevet med venner, familie, kolleger og kæledyr. Alle, både de to- og firbenede, kan skrive sig op til at modtage Bogligt begavet her.

Vi læses ved!

Asker Hedegaard Boye
Assisterende litteraturredaktør

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.