De fem bedste bøger om arbejdspladsen

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev Bogligt begavet. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Fra vi er i midten af 20erne, til vi nærmer os de 70, tilbringer vi rundt regnet halvdelen af vores vågne tid på at arbejde. Nogle hjemmefra, andre på farten, men de allerfleste fortsat på en arbejdsplads. Det kan der siges meget vredt om. Man kan kalde det et hamsterhjul og skrive et helt manifest om, hvorfor vi i stedet skulle smække benene op og se køkkenhaven og børnene gro.

Men man kan også zoome mere intelligent ind på det, der faktisk karakteriserer arbejdspladsen, og skrive et stykke kunst om det. Det er der stadig flere forfattere, som gør. Måske fordi vores betalte arbejde, selvom vi reelt aldrig har lagt færre timer i det, har det med at fylde og vokse i vores hjerner.

Fik De nu sendt den hastemail, før De lukkede ned for i dag? Måske ikke, men trøsten er, at nogle derude med garanti har det endnu værre end Dem. Det kan man forvisse sig om ved at læse denne uges anbefalinger af fem meget forskellige arbejdspladsromaner:

1. Ineffektiv menneskelighed

Anbefalet af Lars Bukdahl

Præmissen for Olga Ravns bedragerisk korte sci-fi-roman De ansatte fra 2018 kunne være Alien som et stykke dokumentarisk 70er-arbejderlitteratur: 102 »vidneudsagn« fra de ansatte, både menneskelige og »menneskelignende«, på et rumskib om særligt deres kontakt med mystiske, sært levende genstande hjembragt fra planeten Nyopdagelsen.

De etnisk menneskelige ansatte er plaget til ineffektivitet af deres menneskelighed, alle deres jordiske erindringer, mens de kun menneskelignende ansatte er plaget af, at de netop kun nær ved og næsten er menneskelige:

»Jeg har aldrig været ansat. Jeg er skabt til at arbejde. Jeg har heller aldrig haft en barndom. Men jeg har forsøgt at forestille mig en. Min menneskelige kollega taler nogle gange om ikke at ville arbejde, og så siger han noget meget mærkeligt, noget helt fjollet, hvad er det nu? Han siger, man er mere end sit arbejde, eller er det, man er ikke kun sit arbejde? Men hvad skulle man ellers være?«

Et godt spørgsmål for ikke kun robotter og cyborgs.

Giv den som gave til: den rådvilde 3. g'er som et venligt uvirkelighedstjek

Olga Ravn: De ansatte

2. Hymne til printavisen

Anbefalet af Kathrine Tschemerinsky

Engelsk-canadiske Tom Rachman debuterede i 2010 med et brag af en arbejdspladsroman, De ufuldkomne, om hverdagen på en engelsksproget avisredaktion i Rom, som var inspireret af forfatterens egne erfaringer som AP-korrespondent i den italienske hovedstad og redaktør på International Herald Tribune i Paris.

Allerede dengang for 15 år siden gik der rygter om printavisens snarlige død, og De ufuldkomne er da også – i hysterisk satirisk forklædning – en sentimental hymne til den gamle avisverden. Hvert kapitel tager udgangspunkt i en af avisens medarbejdere, fra udlandskorrespondenterne til nekrologskribenten, læsernes redaktør, chefredaktøren, udgiveren og avisens tiltagende belastede økonomimedarbejder.

Hvert kapitel afsluttes med et historisk afsnit om avisens tilblivelse i den optimistiske efterkrigstid. Undervejs får man både indtryk af medarbejdernes private skærmydsler og avisens interne konflikter, og hvordan de to ting ustandseligt sammenblandes. Det ender naturligvis (og helt forudsigeligt) med, at avisen må lukke i det herrens år 2007.

Læser man Rachmans roman i dag, står det klart, at det allerede er længe siden. Men printavisen eksisterer stadig!

Giv den som gave til: den journaliststuderende, der gerne vil kende sit fags fortid

Tom Rachman: De ufuldkomne

3. At arbejde er også at græde på toilettet

Anbefalet af Amalie Langballe

Når som helst jeg mærker den søde fornemmelse af stressrelateret nedlukning i hovedet (i mit tilfælde: at glemme aftaler; at vågne på slaget 2.30 hver nat; at være sur på enhver, der vover at maile mig), ved jeg, at det er tid til at finde LOOK af Luka Holmegaard frem.

Bogen fra 2020 – der bærer genrebetegnelsen »læsninger« – handler om så meget andet end stress, men indeholder samtidig en enormt præcis beskrivelse af et stressforløb i forbindelse med en læreransættelse på en højskole. Tag for eksempel denne passage om den stressskam, der dukker op i enhver, som har anset sig selv for at være for boheme til at gå op i en profan ting som lønarbejde:

»Det er virkelig pinligt, at jeg er blevet syg med denne den mest duksede sygdom. Jeg bliver ved og ved med at arbejde, i stedet for, som en veninde foreslog, alt for sent desværre, bare at tage en taxa væk (hvis bare man kunne tage en taxa væk fra ansvar, kontrakter og at have en privatøkonomi).«

Jamen ja. Hvis bare man kunne.

Giv den som gave til: kollegaen med det forjagede, halvvejs spøgelsesagtige blik

Luka Holmegaard: LOOK

4. Verbal selvskade

Anbefalet af Lasse Winther Jensen

For millennialgenerationen føles arbejdspladsen ofte som et porøst og midlertidigt rum. De er den løse, projektbaserede ansættelses generation, og deres litterære arbejdspladsskildringer må blive derefter. Få bøger indrammer fornemmelsen af spildte uddannelsesår og lange erhvervsmæssige udsigter som Halle Butlers The New Me fra 2019, der udkom på dansk to år senere.

Hovedpersonen Millie henslæber sine dage som udsending for vikarbureauer. Hun når lige knap at få en fornemmelse for arbejdspladsen som socialt rum og livsform, før hun opsiges eller sendes videre et nyt sted hen. Det afspejler sig i romanens dialog, der er lutter halvt overhørte samtaler og halvhjertede kommunikationsforsøg. Men frem for alt høres det i Millies indre monolog, der er en grød af opremsninger af forsøg på gøremål og verbal selvskade.

Det nye mig er en ekstremt deprimerende læseoplevelse – en roman, hvor arbejdspladsen præsenteres som en tilstand af konstant opløsning. Først da Millie mod slutningen giver op og vender hjem til sin familie, belønnes hun og læseren med en lille flig af katarsis.

Giv den som gave til: en prekært ansat med behov for at rase ud

Halle Butler: Det nye mig

5. InWear-lingo

Anbefalet af Lars Bukdahl

Sjældent har dødssygt, eksistentielt pauserende arbejdsliv været beskrevet så kosteligt, indædt konkret som i Kristian Bang Foss' anden roman, Stormen i 99 fra 2008: De to unge hovedpersoner, Anton og Nanna, gennemlider dagene på tøjfirmaet InWears lager på Raffinaderivej ude på Amager, indtil de finder ud af, hvad de egentlig skal beskæftige sig med her i livet.

Det siger alt om intetheden og dens illumination i romanen, at de tre første kapitler hedder »Toilettet på InWear«, »Onsdagsmødet« og »Styleman er nede«. Styleman er et lagerstyresystem, naturligvis, og Bang Foss har hele vejen igennem selvstændigt, absurd sjov med den InWear-lingo, personerne er indespærret i. Et eksempel:

»Lageret er overordnet inddelt i to afdelinger: Preorders og Stock. Hver af disse afdelinger er derudover inddelt i Hængende og Fladt. Lad os sige, at et nyt design, en ny vare, ankommer til lageret med lastbil. Det kan for eksempel være en nederdel, som har navnet Sandra, og som kan fås i lyserød og sort.«

Giv den som gave til: den rådvilde 3. g'er som et venligt virkelighedstjek

Kristian Bang Foss: Stormen i 99

Jeg indrømmer det: Arbejdspladsromaner, både de danske og de internationale, er – som det formentlig fremgår af ovenstående – sjældent ligefrem feel good-litteratur. Det er ofte noget med at føle sig fanget i opgaven, sproget, forventningerne. Og smerte er som bekendt en forrygende litterær motor.

Alligevel kommer her en udfordring til de forfattere eller næstenforfattere, som måtte læse med: Prøv engang at skrive en roman, eller til en start bare en novelle, om en bundlykkelig arbejdsplads befolket af bundlykkelige medarbejdere, der tog sig af hinanden, havde hinandens ryg og uddelte roser i ét væk. Se, det ville da være lidt af en sensation!

Før vi når så langt, kan De som altid skrive løs til mig med råd, ros, ris eller andet på xahb@weekendavisen.dk. Og spred meget gerne ordet om vort fællesskab her i nyhedsbrevet, så vi kan udvide butikken. Der er altid plads til en ny læsehest, som med fordel kan skrive sig op til at modtage Bogligt begavet lige her.

Vi læses ved!

Asker Hedegaard Boye
Assisterende litteraturredaktør