De bedste bøger lige nu

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.

I de ret præcist 15 år, jeg har skrevet for Weekendavisen, har jeg helt konkret kunnet registrere en iøjnefaldende omstilling af det danske bogmarked; en udvikling der i store træk, om end lettere forsinket, kalkerer bryggeribranchens såkaldte ølrevolution tilbage i 00erne:

På kort tid er der skudt en underskov op af begavede, legesyge og kvalitetsbevidste foretagender, der ganske uforfærdet har taget kampen op mod branchens himmelhøje, halvdøde egetræer (med latinske navne som Carlsbertica og Gyldendalus), som – og det er jo lige så glædeligt – derved tvinges til at rubbe neglene, hvis ikke de skal miste den sidste rest af integritet.

På vores lille litteraturredaktion oversvømmes vi ugentligt af snesevis af bøger om alt fra kristen mystik til engelsk kogekunst, og uden at være gået til opgaven særlig systematisk tør jeg godt påstå, at mikroforlagenes andel er markant større i dag, end den var for fem år siden, hvor den var tilsvarende større end fem år forinden.

Også i denne omgangs anbefalinger af tidens bedste bøger er mirakuløse miniudgivere som Forlaget Sisyfos og Kandor repræsenteret. Så vær så artig:

1. Alderdommens kaos

Pia Tafdrups nye digte, Hjertet i zenit, ruskede vores anmelder Klaus Rothstein blidt i en erindring, som ellers efterhånden havde lagt sig roligt i ham. Han skriver:

»Det seneste års tid har jeg skrevet på en bog om, hvordan min far døde efter et par måneder i mental undtagelsestilstand, præget af sære hallucinationer, vrangforestillinger og paranoia. Bedst som jeg er færdig, får jeg så Pia Tafdrups nye digte ind på mit bord. Hun skriver om sin mors sidste tid og død, ligesom hun tidligere har skrevet om sin fars.«

Tafdrup skriver ifølge Rothstein prunkløst og suverænt præcist i sine portræt- og erindringsdigte om den sidste alderdoms kaos og det mentale forfald. Og han slutter sin anmeldelse med følgende smukke sætning:

»Hjertet i zenit er som at bevæge sig gennem en spejlsal af erfaringer og erindringer om et gammelt menneskes død, en længsel efter svar på det gådefulde, en påmindelse om, at vi er født til farvel.«

Giv den som gave til: det forældreløse barn, som nu selv er blevet bedsteforælder

Pia Tafdrup: Hjertet i zenit

2. Grammatisk trylleri

Med László Krasznahorkais Den sidste ulv har Forlaget Sisyfos udgivet en novella, der er som en dosis vanedannende skriftnarkotikum, der får den uforsigtige modtager til at vende tilbage. Et perfekt gateway-drug til den ungarske forfatters større værker som Satantango og Modstandens melankoli.

Det mener vores anmelder David Jacobsen Turner, der priser Krasznahorkais »grammatiske trylleri«. Fortællingen er én lang sætning, hvilket gør det muligt for læseren både at være til stede på en snusket bar i Berlin, hvor en falleret professor fortæller sin historie, og de hårde enge i spanske Extremadura, hvor selvsamme mand er taget til for at skrive en tekst om egnens sidste ulv.

Turner skriver:

»Det særegent europæiske mesterskab viser sig i følgets samtaler, hvor en lokal jagtbetjent fortæller om en tidligere loberos – ulvejægers – forsøg på at udrydde et helt kobbel, mens det slår sprækker mellem tysk, engelsk og den lokale spanske dialekt. Hvad er det for en sætning, den spanske tolk ikke oversætter? Hvorfor græder hun pludselig? Og hvorfor vedbliver jagtbetjentens maskuline melankoli med at sidde i professoren som en uro i brystet?«

Giv den som gave til: en, der gerne vil læse verdenslitteratur, men kun har tid til 86 sider

László Krasznahorkai: Den sidste ulv

3. Digterambitioner

Der er gammelt nyt fra den svenske forfatter Hjalmar Söderberg (1869-1941), »en af de mest fyndigt skrivende mestre i skandinavisk litteratur« ifølge vores anmelder Joakim Jakobsen.

Han har læst den selvbiografiske udviklingsroman Martin Bircks ungdom (1901) i en ny dansk oversættelse og kalder bogen, der kredser om Det moderne gennembruds kønskamp og klasseidentitet, for »en heldagsregn af eftertænksom slagfærdighed«.

I romanen, der foregår i et forandringsramt Stockholm anno 1870erne og 1880erne, ser den voksne Birck, en sat kontormus, tilbage på sit unge jeg med en vis skepsis. Borte er den unge mand, der var ivrigt inspireret af J.P. Jacobsens romankarakter Niels Lyhne, men fortidens digterambitioner består, »mens tiden står stille i stuerne på Östermalm«.

Joakim Jakobsen konkluderer: »Vi må takke forlaget Turbine for, at vi efter Dr. Glas for halvandet år siden nu også har Martin Bircks ungdom i Karen Fastrups fine fordanskning.«

Giv den som gave til: en gammel, svenskofil ven

Hjalmar Söderberg: Martin Bircks ungdom

4. Kosmisk nihilisme

Vores dygtige journalist Søren K. Villemoes er også horrorfan og var derfor oplagt til at inspicere Martin Wangsgaard Jürgensens biografi om genrens ubestridte mester, H.P. Lovecraft (1890-1937). Og Villemoes er sjældent glad:

»Kort sagt har Jürgensen ikke blot skrevet den første bog om Lovecraft på dansk, han har formentlig skrevet den eneste bog om Lovecraft på dansk, der behøver at blive skrevet,« skriver han i sin anmeldelse.

Drømmenes pris – H.P. Lovecrafts liv og litteratur, der er udgivet af forlaget Kandor, er en gennemarbejdet og sober gennemgang af de mange værker og brevvekslinger samt hovedpersonens omskiftelige liv fra den beskyttede opvækst i Providence over det mislykkede ophold i New York City (»Der var åbenbart ingen større efterspørgsel ude på det frie marked efter en aristokratisk åndsperson uden nogen formel uddannelse«) og tilbage til Providence indtil hans død af tarmkræft som 46-årig. Uden omverdenens anerkendelse.

Først senere opnåede den arkitektur-, astronomi- og kunstinteresserede Lovecraft verdensberømmelse for værker som The Call of Cthulhu og The Color Out Of Space, som i Jürgensens bog indsættes i Lovecrafts overordnede filosofiske projekt – en kosmisk nihilisme – der er andet og mere end tentaklede monstre, der oftest løber med opmærksomheden.

Giv den som gave til: den horror-aspirerende senteenager

Martin Wangsgaard Jürgensen: Drømmenes pris – H.P. Lovecrafts liv og litteratur

5. Efter ubehaget

De seneste år har budt på en lykkelig lind strøm af oversatte småbøger af den store franske forfatter Annie Ernaux. Senest de karakteristisk selvbiografiske Den anden datter og Jeg er stadig i mørket, som begge blev anmeldt af Amalie Langballe i sidste måned.

Navnlig førstnævnte står ifølge anmelderen som et koncentrat af nobelpristagerens uforlignelige evne til at betragte og beskrive det, der gør så ondt at se – efter at ubehaget har indfundet sig. Langballe skriver:

»Den anden datter er skrevet som én lang henvendelse til den søster, som døde, flere år før Annie Ernaux blev født, og hvis død hendes eget liv afhænger af: Forældrene valgte af økonomiske årsager kun ét barn.«

Søsterens eksistens bliver hemmeligholdt for den nye datter, men kun indtil hun en sommerferie overhører en samtale mellem sin mor og nabokonen. Da ved hun, at hun ikke kan konkurrere med den døde søster. Den lille bogs ærinde er imidlertid bredere:

En undersøgelse af, hvad det gør ved et menneske, når en alternativ virkelighed, hvori man er ufødt, bliver konkret, nærmest håndgribelig: »Jeg skriver ikke fordi du er død. Du er død for at jeg kan skrive, det gør en stor forskel,« skriver Ernaux.

Giv den som gave til: hende, der på én gang føler sig privilegeret og forladt

Annie Ernaux: Den anden datter

Næste gang De hører fra mig i Deres indbakke, vil være om to uger, når jeg præsenterer fem bøger, der forhåbentlig kan ruste Dem til at forstå et af tidens varmeste emner. Har De forslag til, hvad det emne skal være? Jamen, så tøv endelig ikke med at fange mig på askerboye@weekendavisen.dk.

Indtil da håber jeg, at De vil dele nyhedsbrevet med enhver trængende bognørd. Alle kan skrive sig op til at modtage Bogligt begavet her.

Vi læses ved!

Asker Hedegaard Boye
Assisterende litteraturredaktør