De 300+ samuraier

Digtsamlinger plejer ikke at have slutninger, de plejer bare at slutte. Det gælder ikke mindst Klaus Høecks kæmpestore digtbøger, der på kryds og tværs organiserer sig på alle mulige andre systematiske måder og usystematiske umåder end begyndelse-midte-slutning. Men hans nye bog, Password, der lige er en markant tak mindre end sædvanligt – lige under 400 digte, hvor 2018s My Heart indeholdt lige over 600 – afsluttes faktisk med en veritabel, eklatant, decideret sensationel slutning, som i hvert fald jeg ikke lige havde set komme, og som jeg lige så godt kan spoile først som sidst (jeg har allerede gjort det i underrubrikken); formen er (hele bogen igennem) den sædvanlige firedobbelte haiku, haikufireren: »time sure flies/ I am writing my last poem/ nothing more to say// ikke mere vrøvl/ og ikke flere digte/ ikke flere ord// døden skal ikke/ afslutte mit forfatter/ skab – det gør jeg selv// jeg trækker poe/ siens samuraisværd – sviiitch/ hørte du suset.«

HVADBEHAGER!? Hans sidste digt!? Og det lyder, som om digteren, på trods og på grund af sin letfærdige tone, faktisk mener det. Men derfor behøver jeg jo ikke tro på det, selvom han er og bliver en stædig og forbenet rad (ellers ville han ikke kunne trives så storslået med alle sine systemer), ikke når han skriver med sådan et højt humør og sådan en smittende energi. Som selvfølgelig godt kan skyldes bevidstheden om, at det er den sidste gang rundt (og rundt og rundt) i manegen, men så tror jeg, han bedrager sig selv.