Davidsen mod Davidsen

Halvvejs inde i Leif Davidsens nye spændingsroman Forræderens børn fortrød jeg, at jeg i et letsindigt øjeblik havde sagt ja til at anmelde den. For jeg forudså, hvad problemet ville blive: Den er for god til at affærdige, men den er ikke på niveau med hans bedste romaner som Den russiske sangerinde, Den serbiske dansker, Lime’s billede.

For sådan er det med de gode forfattere: Læserne får høje forventninger, som gør, at forfatteren ikke længere kan overraske positivt. Men til gengæld nemt kan skuffe. Og jeg er lidt skuffet.