Anmeldelse. Sidsel Ana Welden Gajardos anden bog har et dynamisk besvær med sin dygtige, poetiske litterarisering af påtrængende, dobbelt traumatisk flygtningevirkelighed.
Chiliens neon
Min tarveligste indvending imod Du er min arv, Sidsel Ana Welden Gajardos indædte, sirlige opfølger til den energisk talentfulde debutroman I det hvileløse, 2021, er manglen på den kritiske humor eller bare humør, der mærkbart var til stede i debuten og tillige var en godartet faktor i de neo-antipsykiatriske projekter, hun har udført i samarbejde med kollegaen Anna Rieder, først og fremmest de Bukdahls Bet-præmierede pjecer til og ikke fra behandlere.
Det er en tarvelig indvending, fordi stoffet i bogen ikke kan være mindre muntert: Med udgangspunkt i sin fra Pinochet flygtede chilenske fars død fortæller jegfortælleren inderligt, set nemlig med både barnets og den unge piges blik, om farens traumatiske oplevelser som modstander af militærdiktaturet: tilfangetagelse, tortur, flugt, et stadig mere plaget og invaliderende flygtningeliv. Men hun fortæller også yderligt – digtende på, hvad hun har fået fortalt om oplevelserne dengang for 50 år siden i Chile.
Del: