Tech 1. To brødres overflyvning af tidens største teknologiske dilemmaer er velskrevet og vidende, men kommer for sjældent ned på jorden og tager stilling.
Amazoned
Forbandede fremskridt er titlen på brødrene Adam og Johan Moe Fejerskovs bog om den digitale teknologis betydning for vores liv og samfund, og det lyder jo umiddelbart som mere af den techbashing, som forlagsbranchen også herhjemme har genlydt af i de seneste år.
Bulderet begyndte for alvor i 2017 med Franklin Foers Verden fra forstanden – den eksistentielle trussel fra techgiganterne, der tog afsæt i mediebranchen og udstillede giganternes skalten og valten med alt fra vores private oplysninger til samfundets demokratiske spilleregler. Kritikken fortsatte i Zucked, en insiderberetning fra den tidligere Facebook-investor Roger McNamee, og den nåede sin foreløbige kulmination sidste år med Harvard-fænomenet Shoshanna Zuboffs Overvågningskapitalismens tidsalder. Sidstnævnte er blevet en slags Thomas Piketty for den digitale verden, både hvad angår sideantal og lovprisende anmeldelser.
Del: