Tosproget. Dante var ekspert i sprogets tusinde facetter og former, men samtidig så han sproget som den enhedskraft, der binder al forskellighed sammen.
Altings A
Dante var bugtaler. At Den guddommelige komedie i dag virker så menneskelig og så rørende – trods dens middelalderlige forestillingsverden og dens ubarmhjertige insisteren på, at synd bør straffes med endeløs smerte – skyldes især Dantes evne til at lade hver karakter i digtet tale sit eget sprog.
De personer, Dante møder på sin rejse gennem dødsriget, bliver bragt til live af deres særegne talemåde: Nogle taler hadsk, andre elegant; nogle taler filosofisk, andre vulgært. Digteren Arnaut Daniel taler provencalsk (som i Ole Meyers oversættelse bliver til svensk), pave Hadrian V taler latin, og dæmonen Pluto taler helvedets volapyk: »Pape Satàn, pape Satàn aleppe!«
Del:
