En indrømmelse: Der skal noget til, før denne anmelder giver sig i lag med værker, der rubriceres under genren selvhjælpsbøger. Givetvis urimelige fordomme lader mig vide, at de handler om, hvordan man finder Gud gennem at bestige et bjerg, hvorfor man kun kan tabe sig ved at spise bulgarsk bønnesalat, eller om, hvorledes vi redder kloden ved at leve som en bæver. Alt det har jeg opgivet på forhånd.

Jeg kan lige så godt også indrømme, at jeg næppe havde givet mig i kast med en canadisk psykologs tanker om oprydningens nødvendighed, hvis ikke det var som følge af den reaktion, der har været på professorens YouTube-opslag og foredrag.