Anmeldelse. Slægt skal følge slægters gang i nordmanden Monica Isakstuens medrivende, under overfladen furiøse opgør med den stiltiende accept af dysfunktionel arv.
Aldrig forstummer tonen fra Himlen
Hvorfra kommer den indre stemme, som formaner, at der død og pine ikke må være fugt under et glas, så det efterlader mærker i spisebordet? Den norske forfatter og dramatiker Monica Isakstuen leder efter svaret i sin hurtigt læste, men af indtryk vedvarende relationsroman De små piger, som handler om en mor, fortælleren, der tager sine to niårige døtre med på en sommerferietur. Destinationen er den hytte, hun selv har besøgt et utal af gange, og hvor hendes mor befinder sig. Under samme tag skal de fire få alting til at glide.
»Joda, for udenforstående ser det idyllisk ud/ en lille hvidmalet hytte, delvist skjult/ bag nogle klynger af/ vindblæste fyrretræer, inderst i bugten,« lyder indledningen. At stedet også dølger noget, står imidlertid hurtigt klart. Mormoren er matriarken. Hendes regler er lov: Vågn op-, spise-, bade- og sengetider er mejslet i sten.
Del:
