Af terriere skal man høre sandheden

Anna Libaks nye bog åbner som et defensorat for trængte hvide mænd, som jo for tiden er »skyldige til det modsatte aldrig bliver bevist«. Ikke fordi hvide mænd som sådan er noget at samle på, de er nærmest ligesom mennesker, men fordi man i retssamfundet er uskyldig, til det modsatte er bevist, også selvom man er sådan en. Rent principielt. Så stor er forvirringen i krænkelsesparanoide tider, at hvad der burde være indlysende, må slås fast som åbningspræmis.

Derfra går turen tilbage til efterkrigstiden og til 1960erne, hvor venstrefløjen »vandt meningsmagten« og dermed håneretten i årtier. Libak trækker i forbigående på sine levede erfaringer som ungdommeligt venstreorienteret i Dianalund og senere Ungdomshuset på Jagtvej, behandlet med kærlig distance. Hun er af en generation, hvor det var, »som om man var smittet med en farlig sygdom, hvis man kunne trosbekendelsen udenad«.