Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.

Et fast og hæderkronet format i kultursektionen er den personlige klumme på bagsiden, der er opkaldt efter Johannes Ewalds selvbiografiske roman Levnet og Meeninger fra 1770erne. Ingen på avisen har kunnet fortælle mig, hvornår formatet fandt sin vej til Weekendavisens spalter; der findes ganske enkelt ingen stor fortælling om, hvornår Moses fra Pilestræde kom ned fra bjerget med den første personlige klumme. Men prikker man lidt til avisens erfarne skribenter, får man indtryk af, at det stammer fra en tid, hvor avisen manglede karakter. Formatet blev med andre ord opfundet med det formål at introducere avisens læsere til dens skribenter.

Med tiden er avisens skribenter blevet bedre til at anvende jegformen, alt for gode vil nogle nok sige. Men den udbredte brug af ordet »jeg« spejler også en udvikling i samfundet. Vi taler i dag ikke om »sandheden«, men om »min version af historien«, som Anne Sophia Hermansen forklarede i en kommentar for et par uger siden. Alt sammen kunne lede én frem til den konklusion, at den personlige klumme har udtjent sin værnepligt.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Når vi alligevel holder fast i formatet, skyldes det, at det er her, man bedre end noget andet sted kan aflæse tidens gang og avisens selvforståelse. Når en ny skribent skal til at skrive sin første levned, forsynes vedkommende med en håndfuld formaninger: Det er forbudt at være selvhøjtidelig, man må ikke citere franske filosoffer, man er i udgangspunktet og altid den største idiot, man er ikke et offer, og endelig må man ikke være ærbødig over for nogen som helst. Man skal være enestående i ordets bogstaveligste forstand, generøs og selvkritisk. 

Levned og meninger illustreres næsten altid af Gitte Skov. Her ses et udvalg af hendes tegninger.
Levned og meninger illustreres næsten altid af Gitte Skov. Her ses et udvalg af hendes tegninger.

Hver eneste uge beretter avisens skribenter om episoder fra deres liv, og som årene går, danner de en livsmosaik. Indimellem beder en skribent om at blive taget ud af rullet, fordi livet presser sig for meget på. For at beskrive sit liv skal man være i stand til at betragte det på afstand. Ej heller er det alle avisens skribenter, der har lyst til at skrive om sig selv på den måde.

Pointen er, at selvom avisen skrives af vidt forskellige mennesker med forskellige udsyn, temperamenter og holdninger, så er der en grundindstilling, som binder det hele sammen, og som kommer renest til udtryk i det format, vi kalder Levned og meninger. I denne uge er det Lars Bukdahl, der skriver om det vældige pres, det er at være vært for klassebamsen Gerd. I næste uge er det Amalie Langballes tur. Og sådan fortsætter det.

Weekendavisen bringer hver uge Levned & meninger. De kan læse eller genlæse tidligere Levned & meninger tidligere her.