(U)autoriseret. Milena Penkowa undersøges af myndighederne, fordi hun tilbyder at hjælpe piger med udokumenterede bivirkninger ved HPV-vaccinen.
Vaccineret mod videnskab
Hjerneforskeren Milena Penkowa, der flere gange er kendt skyldig i videnskabelig svindel, er gået ind i kampen mod HPV-vaccinen og tilbyder mod betaling piger, der mener sig skadet af vaccinen, afhjælpning af påståede bivirkninger. Prisen er 2.500 kroner. På Facebook oplyser Penkowa, at der er videnskabeligt belæg for, at vaccinen, som beskytter mod livmoderhalskræft, er skadelig. Det er stik imod den officielle anbefaling, som fastslår, at fordelene ved HPV-vaccinen langt overgår ulemperne, og at alle valide videnskabelige undersøgelser viser, at der ikke er flere bivirkninger ved denne vaccine end ved andre. Myndighederne er gået ind i sagen, og Milena Penkowa risikerer nu at miste enhver autorisation til at virke som læge.
»Vi har modtaget en anmeldelse og har i første omgang bedt hende om en skriftlig redegørelse, ligesom hun nok også vil blive indkaldt til en samtale,« oplyser kontorchef Anette Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Som uddannet kandidat i medicin, der ikke har været i et turnusforløb, har Penkowa kun ret til at virke som læge under supervision af en anden læge, men også denne begrænsede autorisation kan fratages hende, hvis hun »må antages at være til fare for andre mennesker på grund af udvist grov forsømmelighed ved udøvelsen af hvervet«, som der står i lovgivningen.
