Jennifer Brea er træt. Nogle gange så træt, at hun spontant synker sammen på den trappe, hun er ved at gå op ad, eller så udmattet, at hun mister talens brug midt i en sætning og må bugseres ned at ligge på gulvet. For den unge amerikanske kvinde med det vilde afrohår og en fortid som velfungerende Harvardstuderende startede det med noget, der lignede en influenza, men i dag, flere år senere, beskriver hun sin tilstand som »at være død, men tvunget til at betragte sig selv«.

Og hun er ikke alene. I dokumentaren Unrest, som Brea hovedsageligt har lavet via computeren fra sin seng, betegner flere medvirkende sig som »levende døde«. De henligger i årevis i mørklagte rum, de tåler kun dårligt berøring, og flere må mades gennem sonder.