Mens industriskorstene pulsede drivhusgasser ud i atmosfæren ved overgangen til det 20. århundrede, baksede den svenske fysiker og kemiker Svante August Arrhenius med at forstå istiderne. Arrhenius var en kendt forsker i samtiden – ikke mindst fordi han var med til at oprette nobelpriserne og flittigt uddelte dem til sine venner. Selv fik han en i kemi i 1903.

Arrhenius studerede indholdet af kuldioxid i atmosfæren, og han kom hurtigt frem til, at jo mere kuldioxid i atmosfæren, jo højere gennemsnitstemperatur på Jorden. Han blev dermed den første til at beskrive drivhuseffekten. I første omgang ignorerede han skorstenene, og da sammenhængen mellem den menneskeskabte røg og klodens middeltemperatur senere gik op for ham, så han det som en positiv ting: Varmere vejr var lig med mere grønt og mere mad. Ingen tog dengang klimaforandringer alvorligt.