Når genetikken afslører den sande fortælling om menneskets natur, vil det vise sig, at højrefløjen har haft mere ret end venstrefløjen, forudså den amerikanske politolog Charles Murray i det konservative tidsskrift National Review i 2000. Og det har virket, som om mange af Murrays venstreorienterede kolleger i samfundsvidenskaben har frygtet, at han havde ret: genetikken ville give ubekvemme svar som, at uligheden mellem forskellige befolkningsgrupper var helt naturlig, fordi den lå i generne.

Den tanke havde Murray selv antændt, da han i 1994 med psykologen Richard Herrnstein udgav bogen The Bell Curve: Intelligence and Class Structure in American Life, hvor de argumenterede for, at folks placering i samfundet mere end nogensinde før var betinget af medfødte evner og intellekt. Folk var i stigende grad sorteret i genetiske kaster, og viden og begavelse var blevet den afgørende adgang til magt i samfundet, fordi de sociale omstændigheder og familiebaggrund ikke længere holdt menneskers sande potentiale nede og forhindrede dem i at få børn med folk, der evnemæssigt lignede dem selv. Samtidig frygtede Murray og Herrnstein, at den gennemsnitlige IQ ville dale, fordi de med lav IQ var begyndt at få flere børn end de med høj IQ, og så argumenterede de i øvrigt for, at uligheden mellem forskellige etniske grupper kunne forklares genetisk.