Professor Christian Graugaard spærrer øjnene op, mens han spørger sig selv: »Hvad er sex?!? Hvad er en seksuel oplevelse?!? Er det bare ...« Christian Graugaard lader sin højre pegefinger penetrere den cirkel, som han har lavet med venstrehånds tommel og pegefinger. Så ryster han på hovedet. »Sexologien har jo traditionelt definereret seksuel aktivitet som antallet af vaginale samlejer, men hvad opfatter befolkningen egentlig som sex? Det er et af de områder i vores undersøgelse, hvor jeg er sindssygt nysgerrig.«

Natten mellem søndag og mandag i denne uge nåede Christian Graugaards karriere sit hidtidige klimaks. På dette tidspunkt modtog de første af 200.000 tilfældigt udvalgte danskere mellem 15 og 89 år et spørgeskema i deres e-Boks, som skulle kortlægge deres holdninger, lyster og seksuelle erfaringer. Undersøgelsen er den største nutidige af sin art og skal forhåbentlig genforetages med jævne mellemrum gennem hele det 21. århundrede, indtil de sidste respondenter er døde.