Laura Lindstedt: Oneiron. Oversat fra finsk efter »Oneiron« af Birgita Bonde Hansen. 434 sider. 299,95 kr. Rosinante.

Finske Laura Lindstedts (f. 1976) roman om sekunderne efter døden, Oneiron (der betyder drøm eller hallucination på græsk), minder mig om, hvor vanvittigt det er, at vores hjemlige bestsellerlister medtager krimier sammen med al anden skønlitteratur. Det vil nemlig sige, at Laura Lindstedt nu skal kæmpe om en plads på bestsellerlisterne med forfattere som David Lagercrantz, Elsebeth Egholm, Leif Davidsen og lige om lidt også Dan Brown. Jeg prøver forgæves at sammenligne den bog, Lindstedt har skrevet, med en krimi, men det er som at sammenligne en symfoni med en popsang. Det lader sig simpelthen ikke gøre.