Synne Rifbjerg:
Julen er hjerternes fest, og det er ikke mindst glæden ved alt det varme, den kolde december måned paradoksalt nok bringer med sig, der stemmer sindet i en mildere retning end de hårde vintermåneder januar og februar. I december er der stearinlys, juleroser, smukt orangefarvede clementiner, røde tulipaner og adventskransens messingholder, der skinner igen i de mangefarvede julekugler, der hviler på mos i midten, når lysene tændes. I år oven i købet udvidet med en strålende, bronzefarvet kronhjort, et ægte gotlandsk lam i glas, en pingvin og en sæl. En umulig biotop, men julen er det umuliges kunst. Der er mange ( overvejende mandlige) julehadere. Der er børnene, der bliver foruroligende store og ikke vil have pakkekalender mere og knap nok længes efter at hente julekasserne ned fra loftet. Der er butikkernes alt for heftige juletravlhed og den forhadte nisse, der fra midt i november læner sig langsomt forover og banker på isenkræmmerens rude med en jernstang, der giver et vredt smæld ud i verden. Den virker helt psykotisk.

Man skal være standhaftig i sin juleglæde, men så er der yndlingsbogen Vinterns Goda Ting, som de sidste fjorten år har sat standarden for, hvor fint julens højtider kan gennemleves. I denne den bedste af alle verdener har lyset sænket sig på en gylden, kornet, ja, douce måde. Som på et barokmaleri er der fint afstemte blomsterarrangementer og frugtskåle med mørke druer, friske figner og valnødder i sarte blålige, grønlige og brun-rødlige farver. En pragtmorgenbakke er anbragt i tungt, hvidt damasksengetøj, gyldne brød er stablet op med en lille julebuk i strå ved siden af og et glimt af den klassiske, buttede røde, svenske træstage på sine tre kugleben i baggrunden. Julen er nok svensk i bevidstheden, bogen er i hvert fald, og i alle årene har et af de mest fortryllende billeder hørt til på de bagerste sider, hvor en villa fra århundredeskiftet 1899/1900 med veranda og facetslebne ruder troner. Det er et peberkagehus, der i sig rummer hele juledrømmen: Det er her på verandaen, man tager imod sine julegæster og forkæler dem med damask og drueopsats. Når det nu ikke helt hænger sådan sammen, hvad så med at lave det peberkagehus i år og se drømmen opstå i dej? Alene forekommer det uoverstigeligt, men sammen med min julekollega, Pernille Stensgaard, virker det muligt. Hvert år skriver vi en artikel om vores juleglæde og har allerede været igennem børnelitteraturens store juleklassikere og en udflugt til Lunds Frilandsmuseum.

Pernille Stensgaard:
Hver jul har jeg set på fotografiet i den svenske bog med stor glæde og studeret husets fine detaljer, lyset indefra og de geniale vinduer lavet af husblas.

Og hver jul har jeg tænkt, at det er et smukt hus, men umuligt at lave, selv om det er meningen.

Det er så bedårende og fint, at det har nederlaget indbygget i sig - risikoen for udtværet glasur og sammenstyrtning, fornemmelsen af nytteløshed og en tomhed i livet, dyb træthed. Det udfordrende og uopnåelige peberkagehus er et eksempel på kvinders projektorienterede husflid, når den står mig fjernest. Jeg forstår madlavning, også den der strækker sig over dage, men jeg forstår ikke, at nogen bruger fem døgn eller bare 48 timer på at lave en bygning i dej. Nu skulle vi selv gøre det.

Og hele tiden frygtede jeg, at dette værk ikke ville rejse sig fra bordet, for dette værk kræver, at man er en anden kvinde. En, der har forsøgt at lave huset før, men fanden gale mig vil gennemføre, og nu er i gang med tredje udgave, hvilket vil sige, at hun har brugt dage ( plus et kursus i icing) på at samle erfaringer i den afkrog af virkeligheden, som peberkagehuse udgør, og det spørgsmål, der hele tiden presser sig på og gør det umuligt for mig at komme videre er: Hvorfor? Og i udvidet form: Hvorfor udkommer der året rundt bøger og blade, der instruerer kvinder i indviklet og tidskrævende redebygning?

Synne Rifbjerg:
Vejret kan ikke være mere perfekt. Det sner! Jeg begiver mig ud for at købe ind til projekt peberkagehus.

Foroverbøjet mod vinden tænker jeg på Charles Ingalls i Den lange vinter. Han er ude i en snestorm så tæt, at han ikke kan finde hjem og må grave sig ned med de beskedne julegodter.

Det ender godt, og sammenligningen er nok lidt langt ude, men stemningsskabende. Sandt at sige mener jeg ikke, jeg er plaget af ugebladsromantisk pladder eller opskruede forventninger til mig selv og perfektionsniveauet. Det er hyggeligt, og for at pege på bare et afslappet element i projektet kan jeg fremhæve, at jeg ikke har drømt om at lave peberkagedejen selv. Den kan fås præfabrikeret og oven i købet økologisk i Irma og så skulle da pokker, det er jo ikke, fordi man ikke kan få tiden til at gå! Det siger de også i den udmærkede bog, det er ikke noget absolut krav. Hvad man derimod ikke kan undvære er karton. Tynd til skabelonerne og tyk til den grund, huset skal stå på. En hobbykniv og en lineal til at skabe lige linjer i huset. Det kræver også en tur til isenkræmmeren ( den med nissen), for der skal tyllesprøjte til at dekorere med, ikke standardudstyr i mit køkken. Flormelis og æg til dekorationerne og husblas til ruderne. Jeg tænker, at jeg skal huske at sige til Pernille, at ejendomspriserne på denne slags huse egentlig er ret - pebrede. Det vil hun synes er virkelig - plat.

Den svenske idealmodel af et Pepparkakshus. Foto fra Anna Bergenström och Fanny Bergenström: Vinterns goda ting, 1996

Vi mødes klokken 13 og har sat dagen af. Jeg har haft tid til at se i den nyindkøbte Pepparkakshus & Mera Julbus. Der er absolut ingen grænser for de arkitektoniske muligheder i peberkagebyggebranchen.

Her er alt fra telt til tårn, barnevogn og bil med jydekrog og campingvogn ( kaldet Folkhemmet), men også modernistiske villaer og en variant over vores århundredeskiftehus in spe. Jeg lukker den, før Pernille kommer ind, der er ingen grund til at miste modet på forhånd.

Rollerne fordeles hurtigt: Pernille tegner skabeloner, jeg laver kaffe og peger og foreslår. Efter noget tid mumler hun, at hun er den polske håndværker, der skal arbejde sort og hurtigt, mens jeg er bygherren, en krævende kvinde fra Strandvejen.

Naturligvis fiktiv. Så overtager jeg og skærer hendes fint opmålte facader ud med hobbykniven. Det er helt nødvendigt, at vi begge er i uafbrudt sving, for alt tager lang tid, skal det vise sig. Længere end nogen af os havde drømt om - og også med et andet resultat.

Den færdiglavede dej er skabt til peberkager, ingen har tænkt på os husbyggere. Det er en pølse, der skal skives, og til vores brug skal skiverne trykkes sammen med tommelfingrene til velegnet byggemateriale. Vi taler om høje facader, gavle, tag, skorstene, ting der ikke kan rummes i peberkagemål.

Humøret er i top, da den første gavl er færdig med udskårne vinduesfag. Skabt på bagepapir, der forsigtig lempes over på bagepladen og ind i ovnen.

Dejen er stadig blød, når den kommer ud og skal tørre og køle af. Det ved jeg af bitter erfaring fra det år, hvor jeg bagte peberkager og lagde dem til tørre på en bagerist, hvorefter de hang som vasketøj på snor, da jeg næste gang vendte mig om.

Den første gavl kommer flot ud, selv om dens finish på grund af den sammenstykkede dej, bringer mindelser om stablede kampesten og ikke ligner den glatte, finpudsede model. Vi læner os op ad det opmuntrende dictum i Peberkagebogen: »Glem ikke, at et ægte peberkagehus ikke skal være helt perfekt med lige hjørner og linjer. Så mister det meget af sin charme.«

Pernille Stensgaard:
Efter 6 1/2 time i ovnens sved er det eneste, der mangler, at brugsanvisningen til sprøjteposen kun står på finsk, og det gør den. Den læses højt, men det forsinker jo. Efter så mange timer afløses den løsslupne stemning fra tidligere af en vis indædthed.

Der kan nu gå minutter, hvor vi ikke siger noget, men bare står bøjet over hver vores element og sætter hundredvis af hvide prikker i glasur. Små søer ligger på bordet. Jeg er den, der sætter husblasblade fast på bagsiden med flydende chokolade med en finger. Den sidder fast. Prøver med en kuglepen fra Danske Hospitalsklovne og føler et fagligt fællesskab her.

»Om lidt begynder jeg at tale finsk til den her tylle!« råber Synne.

Jeg er varm på hele ryggen, øm i fødderne og en lille smule skuffet, men det vil jeg ikke indrømme.

Synne tror, vores humør holder huset oppe på samme måde som de angstes vejrtrækning holder fly i luften, men den konkrete sandhed er, at vores gavle og langsider ligner et fængsel med glughuller.

Låsby Svendsen, vi har et håndværkertilbud til dig! Vores tilgang til projektet er forskellig og afspejler måske mere end godt er.

Klokken 21.55 tænker jeg: »Nu skal der bare skrives noget grafitti på det lortehus,« mens hun efterhånden rutineret sætter prikker på de tykke flader, der skal blive til tag, og spørger: »Synes du, det er for meget, hvis jeg gør det i takt til musikken?« Vi bladrer i peberkagebogen. Forbi Eiffeltårnet og katedralen. Forbi Villa Villekulla og 1700-tals lysthuset.

»Man får i hvert fald respekt for de andre,« siger hun.

Klokken 22.20 ligger vi lige et øjeblik på gulvet for at strække ryggen. Vores projekt er fuldkommen frigjort fra den smukke tanke om storfamiliens fælles anstrengelser for at lave et smukt hus. I stedet er vi to kvinder, alene, utålmodige og pimpende.

Mens sukkeret langsomt smelter til karamel på panden, så vi har noget at lime huset sammen med, indtræder stilheden og en lille nerve. Vi har arbejdet i over 10 timer nu, og om lidt skal vores værk rejse sig i fulde to etager. Det er, som når man skal finde vej første gang. Vi løfter delene af pladerne. Nu skal de endelig mødes. Vi får den ene langside limet fast og forbundet med østgavlen.

23.37. Vestgavlen bryder blødt sammen under sin egen vægt og trækker den ene langside med sig. Den knækker. Karamellen hænger enten i klumper langs sammenføjningerne eller forsætter ud i rummet i tynde tråde. Den holder i hvert fald ikke på noget.

23.40. Vi mister gnisten. Peberkagehuset er færdigt. Og vi mener færdigt. Tagpladerne er alligevel også tonstunge, buer på midten og har ikke fået nok. De ville klare resten. Det har kostet os 11 timer og en formue at lave den første peberkageruin.

»Er det fordi, vi er danskere?« spørger hun. »Er det fordi, vi ikke har givet os nok?« men jeg er for træt til at svare.

23.50. Vi demonterer vores drøm og fordeler brokkerne. De smager faktisk godt.

Vi har altid bare set på det billede, og det skal vi blive ved med.

Anna Bergenström og Fanny Bergenström: Vinterns Goda Ting. 1996. Eva Grane, Ylva Norman og Åke Gunnarson: Pepparkakshus & Mera Julbus. 2008.

Find alle juleessays fra Pernille Stensgaard og Synne Rifbjerg her.