Balanceakt. Den tyske kirke og skole i København slap helskindet gennem både besættelsen og befrielsen takket være en kongelig beskytter. I dag blomstrer både børn og menighed, i jomfruklosteret bor stadig pebermøer og unge kvinder, og Struensee ligger vist nok nede i kælderen.
Patronen i Sankt Petri
Episoden i februar 1943 er sigende – både for den intrikate situation, som den tyske Sankt Petri Skole og Kirke i København står i under besættelsen, og for dens mindelige løsning, der i det små ligner den store i Danmark under krigen:
To småpiger, der går på skolen – den ene er den rigsbefuldmægtigede Werner Bests datter – spørger læreren, om de ikke må begynde timen med hilsenen Heil Hitler, ligesom de er vant til hjemme i Tyskland. I bar befippelse svarer den tyskfødte lærerinde ja. Det er i lodret modstrid med den upolitiske holdning, som er kirkens og den dertil knyttede skoles, og bagefter informerer lærerinden da også straks ledelsen om sagen. Skolelederen reagerer resolut ved at gå direkte til det tyske gesandtskab, men her er meldingen, at sket er sket, og sådan må det fortsætte. Af prestigemæssige årsager kan man ikke gå med til ligefrem at afskaffe den nyligt indførte hilsen, men forhandlingen ender med, at skolens danske lærere og elever ikke behøver deltage i hilsenen.