Det første, jeg erindrer om Esben Lunde Larsen, var hans sko.

Ikke et par helt almindelige sko i Vestjylland for ti år siden, ikke engang i byrådssalen på første sal i rådhuset i Ringkøbing, hvor jeg fik øje på dem. De var sorte og havde lange spidse snuder, der mindede lidt om de sporer, der spændes på en kamphane. Det var bæltgående sko made for walking, sådan billedlig talt, op ad karrierestigen. Ikke sko, man ville bryde sig om at komme i vejen for.