Tænk et halvt år tilbage. Donald Trump var netop valgt til USAs præsident og fremkaldte nervøse trækninger i et Europa, der endnu slikkede sår efter Brexit-afstemningen. I Østrig var Norbert Hofer fra det højreekstreme Frihedsparti snublende nær ved at blive valgt til præsident, den hollandske muslim-basher Geert Wilders førte i meningsmålingerne forud for landets parlamentsvalg, i Tyskland stormede Alternative für Deutschland (AfD) frem oven på Angela Merkels flygtninge-fadæse, og illiberale styrer havde etableret sig i Ungarn og Polen.

Der var grund til at frygte, at Frankrigs Marine Le Pen, det præsentable ansigt i spidsen for den i udgangspunktet anti-semitiske Front National, ville fuldende den højrepopulistiske triumfbølge og sejre i det franske præsidentvalg. Hvilket af kommentatorer blev udlagt, som ville det betyde enden på den liberale vestlige verdensorden.