Margaret Atwood: Tjenerindens fortælling. Oversat fra engelsk efter »The Handmaid’s Tale« af Lisbeth Møller-Madsen. 366 sider. 300 kr. Lindhardt og Ringhof.

I 1990 besluttede jeg, at jeg ikke ville spilde min tid på tv-serier, for jeg ville hellere læse bøger, og ingen serie kunne alligevel måle sig med første sæson af Twin Peaks . De sidste 27 år er et utal af serier strøget forbi mig: Sex and the City, Ally McBeal, Venner, Forbrydelsen, Borgen, Broen, Mad Men, Orange Is the New Black, Breaking Bad, House of Cards, Girls og den nye sæson af Twin Peaks, og jeg har ikke set et eneste afsnit. Til gengæld har jeg fået stoppet plottene ned i halsen af de mange, der gennem tiden har forsøgt at overbevise mig om, at jeg bestemt bør gøre en undtagelse denne gang. »Er du ikke bange for at gå glip af noget?« er det hyppigst stillede spørgsmål. Det er det i øvrigt også, når man fravælger at få børn og sletter sig selv fra Facebook, og i alle tre tilfælde er svaret nej. Jeg er ikke det mindste bange for at gå glip af noget som helst. Ofte har jeg lyst til at sende spørgsmålet den anden vej, for når man bruger hundredvis af passive timer foran flipperen gennem sit liv, går man vel også glip af en del.