»Det er altså min dårlige side, jeg siger det bare,« piber det oppe fra Korea-Korneltræet i Botanisk Have. Julian Juhlin er ved at blive fotograferet til interviewet og sidder på en kvist blandt hvide, så småt visnende blomster – og nægter at se til højre. Julian Juhlin er æstetiker, det er åbenlyst. Han er scenograf og har designet drømsk, farverig scenekunst til en række teaterforestillinger: Svantes lykkelige dag på Nørrebro Teater, Soli Deo Gloria på Betty Nansen og Som var det i går på Riddersalen, som indbragte ham årets Reumert Talentpris. Senere i år kommer Peter Pan på Folketeatret og Faust på Mungo Park. Og så er han hovedperson i sine egne performancekunstværker. Drengen der aldrig flytter hjemmefra fik stor opmærksomhed for et par år siden: Da Juhlin flyttede ud som 25-årig, indrettede han et rum i sin lejlighed helt i grønt, så det kunne fungere som green screen-double til hans drengeværelse i morens lejlighed, hvor en live-transmission af Julian gik rundt, spiste, sov og havde gæster.

Juhlin ligner også en hovedperson i dag, i blomsterprint og en glorie af kridhvidt hår, når han kommer gående, kan man næsten høre en kendingsmelodi spille i baggrunden. Da jeg spørger, om Julian også vil have kaffe, betakker han sig: »Jeg drikker ikke kaffe, jeg er mere en Coca-Cola-pige,« og bestiller i stedet blodappelsinsodavand, det passer perfekt til hans påfugleaura.