Europas samling er i dag mindre trolig end siden Romtraktaten i 1957. Den britiske folkeafstemning har demonstreret, hvor skrøbelig konstruktionen er. Det er vi nogle tilhængere af EU, der har påpeget meget længe, mens ellers hovedparten af både tilhængere og modstandere fandt for godt at antage, at der var tale om en urokkelig mastodont. Det er ikke tilfældet. Samhandel og samfærdsel i Europa har ganske vist gjort de europæiske lande mere bekendte for hinanden end før, men man skal ikke undervurdere fortidens internationale økonomi og berejstheden blandt både høj og lav i Europa. Det var kun i tiden efter Første Verdenskrig 1914-18, at de europæiske lande blev så fremmede for hinanden, som det beskrives, når nutidens internationalisering bliver skønmalet. Og det var først engang i 1980erne, den økonomiske forbundethed mellem de europæiske lande blev mere intens, end den havde været i årene umiddelbart før 1914. Trods denne erfaring bygger den Europæiske Union eksplicit på en teori om, at økonomisk integration med tiden skaber en følelse af samhørighed; det er denne påståede mekanisme og de fælles institutioner, som udgør Unionens bidrag til freden.

Stater som Belgien og Holland, der havde oplevet deres byer skudt i grus to gange på et halvt århundrede, kunne umiddelbart kun få øje på den væbnede nationalchauvinisme i Tyskland og Frankrig, når de overvejede, hvordan freden i Europa kunne bevares. Det fremstod, som om vejen til en fredelig fremtid simpelthen bestod i en forbrødring mellem den franske og den tyske stormagt på det europæiske kontinent. Men dét er længe siden. Og hvor tæt forbundne Frankrig og Tyskland end er blevet, var det ikke Kommissionen, men NATO, som i 1991 forhindrede en konfrontation mellem de to lande i anledning af krigen mellem serbere og kroater i Krajina. Tyskland havde anerkendt det selvstændige Kroatien, mens Frankrig (og Storbritannien) havde støttet det serbisk dominerede, samlede Jugoslavien. Uden NATO havde de kunnet vågne op på hver sin side af fronten.