Hanya Yanagihara: Et lille liv. Oversat fra engelsk efter »A Little Life« af Agnete Dorph Stjernfelt. 800 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Når den amerikanske succesforfatter Hanya Yanagiharas Et lille liv nu udkommer på vores vemodige modersmål, er den båret hertil på en sky af anmelderroser. Ifølge forlagets pressebrev har stort set alle betydningsfulde engelsksprogede aviser og tidsskrifter kåret bogen til en af fjorårets bedste. Superlativerne er så ypperlige og overstrømmende, at de løfter Yanagihara op på litteraturens sagnomspundne Olymp.