Faderen til den danske kronprins Frederik har igennem de senere år med stadig mere insisterende stemmeføring givet nationen anledning til at diskutere, hvorvidt man kan blive konge af at være gift med en regerende dronning. Prins Henrik mener ja og giver udtryk for betydelig forbitrelse over, at den danske stat mener nej; Prinsen siger endda klart og tydeligt, at det efter hans opfattelse udelukkende er ond vilje hos Dronningen, som hidtil har forhindret ham i at opnå den attråede titel.

I den offentlige debat er der også røster, som under henvisning til Prinsens personlige evner og fortjenester anbefaler, at man skaffer husfred i Riget ved at udnævne prins Henrik til kong Henrik; når alt kommet til alt, tilføjer man, har hverken dronninger eller konger noget at skulle have sagt i et konstitutionelt monarki som det danske, så hvilken skade kunne det gøre at føje Prinsen? Meningsmålinger blandt borgerne i almindelighed viser derimod, at tre ud af fire er godt tilfredse med sagernes nuværende stilling og slet, slet ikke mener, at der skal udnævnes nogen konge, før skæbnen gør det nødvendigt. Til den tid skal det være kong Frederik X. Det kunne tilsammen give anledning til en overvejelse over, hvad der egentlig skal til for at blive konge? Kan man blive konge, hvis man virkelig gerne vil? Er det debattørerne med deres rimelighedsbetragtninger, der har ret, eller er det flertallet med følelserne?