Vi skal møde en mand, der netop er blevet verdensberømt i Tyskland, militærhistorikeren Sönke Neitzel. Han har længe nydt stor respekt i faglige kredse for sin historiske forskning i tyske normer for krig og det moderne tyske militær, Bundeswehr. Men i offentligheden var han relativt ukendt, indtil han her i foråret kom på alles læber.

Grunden var, at han i pressen advarede tyskerne på en måde, der ramte dem i solar plexus og fik nogle af de mest historiebevidste til at tænke på somrene 1914 og 1939. Neitzels advarsel handlede om Putins aggressive planer i Europa, og ordene lød: »Den kommende sommer kan blive tyskernes sidste fredssommer.«