På flappen af Pernille Abd-El Dayems nye, skønt og viljestærkt distræte roman Softice er nærværende anmelder under dæknavnet Weekendavisen citeret for, at romanen June fra 2018 »springer storøjet sitrende frem og tilbage mellem en stenet ferie og en prikket barndom«, og at sætningerne i fortællekredsen Omsorgsdage fra 2022 (som Softice er en indirekte fortsættelse af) »sitrer overbevisende«. Jeg må med andre ord – nej, de samme ord – mene, at der er tale om et sitrende forfatterskab, der benytter sig af en sitrende écriture.

Den opfattelse ændrer denne bog ikke på, for der sitres i et væk, sitres suverænt og skævt og lidt skørt. Jævnfør bare første afsnit af første kapitel, der efter hovedpersonen, den ene af bogens tre, hedder »Cecil/Alene i Zoo«. I sit nutidsspor handler det akkurat om, at Cecil, en roligt og uroligt rådvild ung kvinde, går rundt i Zoologisk Have alene: