Den forkerte svømmer

I lørdags modtog Pernille Blume den største pris ved Sport 2024, DRs gallashow i Boxen i Herning. Den 30-årige svømmestjerne, der indstillede karrieren i 2022, blev optaget i Sportens Hall of Fame som det 41. medlem. Blume, alletiders yngste modtager af hæderen, takkede, smilede og fjernede så sløret fra en ikke helt vellignende buste, der skal stå sammen med nationens øvrige koryfæer i Idrættens Hus i Brøndby.

Et valg er som bekendt også altid et fravalg, ikke mindst i dette tilfælde, hvor nålen kun kan pege på én pensioneret idrætsudøver om året. Tænk på alle de dygtige sportsmænd og -kvinder, der – selvom de aldrig vil indrømme det – må føle sig forbigået hvert år. Alligevel er det sjældent, at nogen kan siges at blive snydt.

Det sidste er imidlertid tilfældet i år, hvor det må have krævet krumspring i Simone Biles-klassen i udvælgelseskomiteen, der blandt andet tæller tre ledere fra Danmarks Idrætsforbund, at komme uden om Jeanette Ottesen, når nu det var tid til at indlemme den tredje svømmer i rækken.

Fravalget er efter alt at dømme permanent. Blandt alle nationens mange fremragende svømmere er kun Ragnhild Hveger (1992) og Lotte Friis (2019) – foruden nu Blume – at finde i Hall of Fame, et selskab, der skal give plads til et væld af sportsgrene og helst optager nye medlemmer få år efter karrierestoppet. Ottesen steg sidste gang op af vandet i 2021. Det løb er dermed kørt.

MEN HVORDAN forklarer man, at en femdobbelt OL-deltager med flere internationale medaljer end nogen anden dansker i historien – på tværs af alle idrætsgrene – ikke er værdig til optagelse i vor lille nations sportspanteon?

En søforklaring kunne lyde, at Ottesen utroligt nok kun vandt én OL-medalje, mens Blume vandt tre, heriblandt en magisk af guld på 50 meter fri ved OL i Rio i 2016. En fuldtonet sensation, det første danske svømmeguld ved OL siden 1948 og et smilende tv-øjeblik, vi aldrig glemmer.

Men det er naturligvis ikke nok. Blume var en komet, den flotteste nytårsraket dét år, Ottesen var et kraftværk, der først begyndte at svømme som 12-årig og allerede året efter medvirkede ved ungdommens olympiske lege. Hun var med ved de voksnes OL som 16-årig, vandt EM-guld fire år senere og blev verdensmester første gang i 2011. Ti år senere var hun stadig med på topplan, ved OL i Tokyo, der blev hendes sidste konkurrence efter en næsten dobbelt så lang karriere som Blumes.

Grunden til, at den danske idrætstop undlader at tildele Ottesen den fornemste hæder, den for evigheden, er da heller ikke sportslig, men et spørgsmål om karakter. Blume er en pæn pige, Ottesen en nådesløs fighter. Førstnævnte har aldrig ytret et forkert ord, sidstnævnte siger, hvad hun mener, også når det er upopulært.

Sommetider er Ottesen trådt ved siden af. Som dengang i 2021, da hun i selvbiografien Fri formulerede sin undskyldning for at have medvirket til mobning af kollegaen Lotte Friis på en måde, så man kunne mene, at Ottesen fortsatte sin mobning. Et »klassisk mobbeoffer« og lidt af en »Fedtmule« kaldte hun Friis.

DE SENERE ÅR er man i topsporten begyndt at interessere sig for udøvernes psykologiske helbred. De offentlige vejninger og tilhørende udskamninger, der længe var en del af dagens orden blandt elitesvømmerne, hører fortiden til. Håndboldikonet Mikkel Hansen har åbent fortalt om sin depression, og forleden udtalte fodboldlandstræner Brian Riemer til Ekstra Bladet, at »det er vigtigt i en sport og i en verden, hvor opmærksomheden er blevet så stor, at vi husker at passe på hinanden«.

Den udvikling bør vi påskønne. Men samtidig må vi holde fast i, at priser gives for præstationer, ikke sindelag eller opførsel. Ifølge Sportens Hall of Fames hjemmeside afgør tre forhold optagelsen af nye medlemmer: præstationer, bidrag til sportens udbredelse og popularitet blandt befolkningen. »Heraf vægter deres præstationer i udgangspunktet tungest,« står der.

Det kan man nu sagtens komme i tvivl om efter sidste weekends honorering.