Når historikere en dag skal gøre boet op over dansk pop i 2020erne, kommer de til at strides om Andreas Odbjerg. Var den folkelige excentriker fra Odense så betaget af sine forældres og bedsteforældres musik, at han højst bør optræde i et langt kapitel om retromani? Eller ramte denne ublu håndværker faktisk noget dybere i sin citatrige omgang med pophistorien?

To album inde i en solokarriere, som i dag udvides med den flyvske, men besættende un hommage, taler meget for det sidste. Nina Winthers oliemaleri på albummets cover viser et rembrandtsk ansigt, der ikke er Odbjergs eget, men lige så vel kunne være det. Og det er pointen: Den 36-årige musiker har ledt et helt liv efter sit kunstneriske jeg, men først fundet det, da han begyndte at sætte det sammen af andres identiteter.