Jeg har tidligere i nærværende klumme våndet mig over den udtalte mangel på dækkende og neutrale ord for de menneskelige kønsorganer.

Men ak, også når det gælder de personer, der – om jeg så må sige – bærer kønsorganerne, er den gal. I hvert fald for kvindernes vedkommende. De fleste kvinder har det grangiveligt fint med at bruge udtrykket »mand« om den, de nu har valgt at dele deres liv med (medmindre der er tale om et lesbisk par, hvorefter man er i samme suppedas). For når min *ord mangler* skal omtales, slår mit tungebånd knuder.

Lad os se på de mulige termer og de konnotationer, der vanskeliggør deres brug, i et mere leksikalsk lys:

Det mest almindelige ord er velsagtens »kone« – men det lugter for meget af hørskørter, kyse og kniplinger til min smag.

»Når min *ord mangler* skal omtales, slår mit tungebånd knuder,« skriver Aske Munck. Arkivfoto: Henning Bagger, Scanpix
»Når min *ord mangler* skal omtales, slår mit tungebånd knuder,« skriver Aske Munck. Arkivfoto: Henning Bagger, Scanpix Henning Bagger

Hvad da med »hustru«? Jo tak, fint, hvis man er cand.jur. og trækker i tøfler og ulden slåbrok, så snart man har lukket sin tunge hoveddør med blyindfattet glasmosaik bag sig.

I den diametralt modsatte ende af det sociale spektrum finder vi »fruen« eller de decideret socialt stigmatiserende »damen« og »madammen«, som næsten beder om sikkerhedssko og værktøjsbælte eller en plads i hestekærren ved siden af Karl Stegger som ølkusk med læderforklæde.

»Kranen«? Duer kun, hvis man er ude med gutterne for at tømme ølkrus med låg og klokke, ligesom »kællingen« er forbeholdt Holberg-komedier eller truende skilsmisser.

»Samlever«? Hvem har lyst til at omtale den, man deler hjem med, i samme termer som en støvet årbog fra Danmarks Statistik? Ikke meget bedre end »livsledsagerske«, der lyder som et levn fra en gammel kontaktannonce eller en af de mere triste krydsogtværs-løsninger.

»Min bedre halvdel«? Hvorfor skulle dén nu være bedre?

»Min udkårne« eller »kvinden i mit liv«? Jo tak, hvis man er en småfimset romantiker og selv da kun i den indledende forelskede fase.

»Ægtefælle«? Hov, der stak Danmarks Statistik endnu en gang sit grimme fjæs frem.

Jeg opfatter normalt ikke mig selv som sprogligt underfrankeret eller særligt udfordret, men her kommer jeg til kort. Af samme grund holder jeg i mangel af bedre stadig fast i »kæreste«, selvom jeg rent faktisk er lovformeligt gift.