Med en kampvægt på 1.451 gram og et sideantal på den uempatiske side af det halve tusinde er dr.phil., seniorforsker Gert Sørensens bog Italia – Italienske historier, kulturer og identiteter fra år 1000 til i dag en faglitterær monolit, man ikke nærmer sig uden en vis ærefrygt. Og forsøger man, måske lidt naivt, at læse den som en fortløbende historie fra ende til anden, risikerer man at kløjes i de til tider synkoperende tematikker, når man lige troede, man havde fat om en tråd. Der er simpelthen alt for megen information, alt for meget kaos i orden på alt for lidt plads, og det er fortalt med et tørt og indforstået og indimellem ganske uforståeligt akademisk sprog, der risikerer at gå hen over hovedet på en almindelig læser, i hvert fald på denne anmelder. Passager som »man kan hævde, at den postmodernistiske udgang på den hermeneutiske vending har udviklet en egen intellektuel konformisme« holder mig nok vågen et par nætter endnu.

Men som med andre monolitter – dem i Arthur C. Clarkes 2001: A Space Odyssey – er der også i denne en hel galakse indeni, og det er op til læseren at frigøre sig, svæve frit i tekstsamlingen og gennem pluklæsning selv stykke fortællingen om Italien sammen. Eller rettere: gennemskue, hvad der har gjort Italien til det, det er – et land, hvis levende rødder strækker sig længere tilbage i tiden end de fleste, og som kan virke håbløst gammeldags, men som alligevel på en bagvendt måde befinder sig foran.