Fjendskab. Hvorfor erklærede Kim Jong-un lige pludselig, at Sydkorea er hans primære fjende? Ingen forventer krig, men alle har alligevel bange anelser.

Ulven kommer

Den sydkoreanske præsident Yoon Suk-yeol har aldrig aftjent sin værnepligt. Han har en øjenlidelse, så han er lovligt undskyldt. Men det er meget usædvanligt i et land, hvor næsten alle har været i trøjen og taler om det med stolthed resten af livet.

For Sydkorea er stedet, hvor Den Kolde Krig aldrig rigtig sluttede. Mens det meste af verden en kort overgang kunne bilde sig ind, at den evige fred var indtruffet, har sydkoreanerne ikke et øjeblik haft den luksus.

De har hver aften måttet gå i seng med en nagende bevidsthed om, at de kunne vågne op til ragnarok. Nordkoreanerne står klar til at rykke mod syd med minutters varsel. Det har de gjort i syv årtier.

Få andre lever lige så udsat som sydkoreanerne. Ikke engang taiwanerne. Måske israelerne.

Og nu har Yoons modspiller mod nord, Kim Jong-un, gjort ondt værre med en chokudmelding om, at han ikke længere stræber mod fredelig genforening, og at Sydkorea fremover er »den primære fjende«.

Det ser slemt ud. Og så alligevel. For spørger man: Hvad får præsident Yoon til at ligge søvnløs om natten lige nu? Nordkoreanske missiler eller dametasker? Så er svaret nok især det sidste.

Hans kone, og dermed han selv, er kommet i vælten, efter at en video er dukket op, hvor hun tager imod en gave i form af en 15.000 kroner dyr taske af mærket Christian Dior.

Det føjer sig til et mønster af påstået magtmisbrug fra den sydkoreanske førstedames side, og det kommer på det uheldigst mulige tidspunkt, op til et parlamentsvalg i april.

Yoon har mange problemer, men risikoen for, at diktaturet mod nord udløser et massivt angreb hen over den koreansk-koreanske grænse, er ikke et af dem.

James Lewis, ekspert i asiatisk storpolitik ved Washington-tænketanken Center for Strategic and International Studies, eller CSIS, slår en høj latter op, da han bliver spurgt om risikoen for en storkrig på den koreanske halvø.

»Det er så åndssvagt,« siger han. »Hvorfor skulle Kim starte en krig, som han umuligt kan vinde, og som for hans eget vedkommende i allerbedste fald ville ende med en tilværelse i landflygtighed i enten Moskva eller Beijing?«

USA forsømmer ingen lejlighed til at minde Kim om, at en krig på den koreanske halvø vil blive enden på hans styre. Amerikanerne bistår sydkoreanerne med omfattende afskrækkelse, »bakket op af hele den amerikanske formåen, inklusive atomvåben,« som det lød i en advarsel fra Det Hvide Hus i december.

Bange anelser

Det betyder dog ikke, at der slet ikke vil være nogen konflikt på den koreanske halvø. Heller ikke i år. Det kan meget vel være, at der inden 2024 går på hæld, vil være sydkoreanere, som er døde på grund af spændingerne med Kims enmandsstyre.

Den sikkerhedspolitiske ekspert Victor Cha, der ligeledes er fra CSIS og var præsident George W. Bushs toprådgiver i Nordkorea-spørgsmål, har bange anelser for det år, der lige er begyndt.

»Jeg tror ikke på, at Nordkorea har truffet en strategisk beslutning om at gå i krig, men jeg tror, at de har tænkt sig at gennemføre en masse grimme ting i 2024,« siger han til Weekendavisen.

Jeg tror ikke på, at Nordkorea har truffet en strategisk beslutning om at gå i krig, men jeg tror, at de har tænkt sig at gennemføre en masse grimme ting i 2024.

Victor Cha, ekspert i asiatisk storpolitik ved Washington-tænketanken Center for Strategic and International Studies

Der er, mener han, en betydelig risiko for, at Nordkorea vil udføre et begrænset militært anslag mod Sydkorea hen over grænsen eller til søs eller måske i form af et missilangreb mod en sydkoreansk kontrolleret ø.

»Svaret fra Sydkorea vil næsten med sikkerhed være særdeles robust og bidrage til at eskalere situationen. Så det er den sydkoreanske reaktion, der for alvor bekymrer mig,« siger han.

Kim er modsætningernes mand. Han er overvægtig i et land af underernærede. Han er uberegnelig, men beregnende. Han bliver nogle gange beskrevet som gal, men er i virkeligheden ekstremt rationel. Alt, hvad han gør, tjener til politisk og fysisk overlevelse.

Det ligger til familien. Hans farfar, Kim Il-Sung, erhvervede en uvurderlig livsforsikring til sig selv og sit dynasti, da han satte gang i atomprogrammet tilbage i slutningen af forrige århundrede.

Siden da har USA måttet behandle Nordkorea – et land med et bruttonationalprodukt pr. indbygger 40 gange mindre end det amerikanske – med fløjlshandsker, nogle gange endda næsten som en ligemand.

Det har været så knusende effektivt, at de fleste tredjeverdenslandsdiktatorer med en ambition om at sætte USA og for den sags skyld alle andre supermagter på plads må være i gang med at google »how to make a nuclear bomb«.

Så hvis man som de fleste iagttagere godtager præmissen om, at Kim ikke er vanvittig, men gør alt af en årsag, er spørgsmålet, hvad den nylige udmelding om Sydkorea som den primære fjende skulle til for.

Provokationer i et valgår

Nordkorea har historisk set haft en tendens til at skrue op for provokationerne, når der er valgår i USA, og meget tyder på, at 2024 vil komme til at byde på nye eksempler.

»Kim ser sikkert det amerikanske præsidentvalg i november som en chance,« siger Soo Kim, der er konsulent i Washington og har en fortid som analytiker i CIA.

»Kim håber på en mulighed for at forhandle direkte med den næste amerikanske præsident, og hvis det bliver Trump, har han måske endda chancen for at opnå en aftale, der kan gavne hans interesser.«

Joel Atkinson, der er professor i international politik ved Hankuk University of Foreign Studies i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, er enig i, at Kim med sin overraskende udmelding, og eventuelle offensive skridt i løbet af 2024, først og fremmest forsøger at få USA i tale.

»Det vil være beregnet på at bruge risikoen for krig til at presse USA til at komme med indrømmelser, før der er en genstart i forhandlingerne. Nordkoreas livsforsikring i dette farlige spil er evnen til at jævne Seoul med jorden med sit artilleri,« siger han.

»Men det virker ikke, medmindre amerikanerne tror, at Kim Jong-un faktisk er parat til at gøre alvor af det. Den nye sprogbrug, hvor sydkoreanerne ikke længere betegnes som landsmænd, men som fjender, har det formål for øje.«

Det er dog også muligt, at Kim forsøger at signalere til sydkoreanske Yoon, der er godt halvandet år inde i en fem år lang præsidentperiode og har fulgt en radikalt anderledes linje end sin forgænger.

Hvor den tidligere sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, forsøgte sig med en forhandlingsvenlig linje over for Nordkorea og også var en af de mest prokinesiske ledere, Sydkorea nogensinde har haft, står Yoon for det diametralt modsatte.

Yoons skift sker ud fra en analyse af, hvad der er i Sydkoreas objektive interesse. Kina er med sine dalende vækstrater ikke længere helt så interessant som økonomisk samarbejdspartner, og dets mere offensive udenrigspolitiske kurs under Xi Jinping kalder på en korrektion af det sydkoreanske diplomati.

Men samtidig, i en verden, hvor de autoritære kræfter er på fremmarch, er Yoon også drevet af en overbevisning om, at Sydkorea hører til blandt gruppen af liberale vestlige demokratier – »vestlige« ikke i geografisk, men i intellektuel forstand.

»Intet er vigtigere end ideologi,« sagde Yoon for nylig ved et møde i sit parti, Folkets Magt. »Ikke en forældet ideologi, men en filosofi, der kan lede vores land i den rigtige retning.«

Som et udslag af en mere værdibaseret udenrigspolitik pointerer Yoon også beskyttelse af menneskerettigheder med en særlig koreansk drejning: Han har taget afstand fra Kinas praksis med at sende nordkoreanske immigranter tilbage til en uvis og sikkert barsk skæbne i deres hjemland.

»Nordkoreanerne ønsker at udtrykke deres utilfredshed med Yoon-regeringens politik, inklusive dens fokus på menneskerettigheder og afhoppere fra Nordkorea,« siger Cha, præsident Bushs tidligere rådgiver.

To lejre

Alt sammen er ifølge iagttagere et tegn på en verden, der i stigende omfang deles i to lejre – én USA-ledet, og én, hvor Kina og til en vis grad også Rusland er førende.

Det blev afspejlet sidste år, hvor Yoon og hans japanske modpart blev modtaget af Joe Biden på den amerikanske præsidents officielle landsted i Camp David, og der faldt ord, der kunne minde om NATOs musketer-ed.

»En trussel mod én af os er dybest set en trussel mod os alle,« sagde en unavngiven amerikansk regeringsrepræsentant ved den lejlighed til pressen.

De tre statsoverhoveder forsøgte ikke at skjule, hvem der primært tænkes på, når der tales om en trussel. I den opsummerende erklæring fra topmødet nævnte de Kina ved navn og hæftede sig ved folkerepublikkens »farlige og aggressive« adfærd.

Yoon har også som den første sydkoreanske præsident nogensinde deltaget i et topmøde i det »rigtige« NATO, ikke én, men to gange, og sidste år underskrev han sammen med alliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, en aftale, der intensiverede samarbejdet på 11 områder.

På baggrund af en mere bipolar verden er det nærliggende at antage, at Kina står bag Nordkoreas seneste, mere krigeriske udmeldinger. Victor Cha tvivler dog.

»Kina ønsker ikke nogen form for ustabilitet på den koreanske halvø, specielt ikke i år efter valget på Taiwan, de økonomiske problemer og afsløring af korruption inden for den kinesiske hærs rækker,« siger han.

»Xi Jinping har brug for fred og ro i 2024 for at få styr på sit eget hus. Hvis nogen overhovedet har spillet en rolle, er det nok i højere grad Putin, fordi han har købt al den ammunition fra Kim til brug i krigen i Ukraine. Det har pustet nyt liv i Kims regime.«

Lidt paradoksalt måske vil truslen fra Nordkorea betyde, at Sydkorea bliver nødt til at opretholde et minimum af forbindelser med Kina.

Lee Seong-hyon, en gæsteforsker ved Harvard Universitys Asia Center, peger på, at den sydkoreanske regering i et nyligt strategisk dokument om landets stilling i Stillehavet og Det Indiske Ocean omtaler Kina som »en betydningsfuld samarbejdspartner«.

»For at sige det helt simpelt: Man vælger ikke sine egne naboer. Selvom Sydkorea har vendt sig mod USA, erkender det betydningen af at bibeholde stabile og konstruktive bånd med nabolandene,« siger Lee.

Et udslag af denne understrøm i Seouls diplomati var et møde i november mellem udenrigsministrene fra Sydkorea, Kina og Japan, hvor det blev til en bekræftelse af en løs aftale om, at de tre landes ledere også skulle træffes ved lejlighed.

»Sydkorea kan ikke klare sig uden Kinas hjælp med at stabilisere situationen i Nordkorea. Kina er en så magtfuld nabo til Sydkorea, at Sydkorea ganske enkelt ikke har noget andet valg end at søge et stabilt forhold til Beijing,« siger Zhao Tong, ekspert i sikkerhedspolitik ved Carnegie-Tsinghua Center for Global Policy i Beijing.

»Så selvom Sydkorea har styrket båndene til USA, forsøger det nu at begrænse skaden i forhold til Kina og sikre, at det ikke skubber Beijing for langt væk fra sig. Det er Sydkoreas vigtigste motivation til at forbedre forholdet til Kina i øjeblikket.«