Den såkaldte Hjort-doktrin ydes en del opmærksomhed, når offentligheden holder stuegang hos den langtidssyge danske borgerlighed. Doktrinen blev udviklet efter det blå valgnederlag i 1998 og dikterede generøs velfærd og stram udlændingepolitik som vejen tilbage til magten.

Martin Ågerup er i sin nye bog Hvad det vil sige at være borgerlig mod begge kurens ingredienser. Han vil have mindre politik, mindre stat og færre bureaukratisk bårne visioner. I stedet sætter han mere borger, familie og civilsamfund.