A la carte. Musiker Astrid Sonne er endelig blevet udadvendt, foråret er på vej, Patti Smith-dokumentar er eventyrlig, to udstillinger på Gammel Strand forholder sig til tidens store spørgsmål, og boligprogram dissekerer vores eksistens. Denne uges anbefaler er Anna Raaby Ravn.

Kultur­anbefalinger

Streaming

Gudmorpunk

»Livet er et eventyr, vi selv udformer, som gennemskæres af skæbnen og en række heldige og uheldige tilfældigheder,« siger Patti Smith i Dream of Life, der er et dokumentarisk portræt af hende – som musiker, drømmer, heldigt og uheldigt menneske i verden. 

Hun blev født i Chicago under en snestorm efter Anden Verdenskrig, og hun blev siden »Godmother of Punk«, et søgende, følsomt og legendarisk væsen. Hendes historie rummer alt det, de bedste historier er gjort af: kunst, sex, længsel, skønhed, sorg, sult og humor, og filmens soundtrack er naturligvis Smiths egen lyd. »Musik er lag på lag af menneskelig eksistens,« som hun siger. 

Filmstriben er i sig selv altid en anbefaling værdig, og med filmen Patti Smith: Dream of Life, der egentlig er fra 2008, men som jeg af ubegribelige årsager først støder på nu, viser den igen igen sit værd som den streamingtjeneste, der er gratis, men bestemt ikke må tages for givet. Og hvis ikke for dokumentarfilmen om Patti Smith, så for Bennys badekar.

Patti Smith: Dream of Life, Filmstriben.

Musik

Sonne-udspring

Astrid Sonne har længe været et af den elektroniske musikscenes mest lovende navne, og jeg har længe været dybt betaget af hendes lyd, af hendes eksperimenterende, abstrakte og stemmeløse univers, men med et vist forbehold. Hvad er det egentlig, musikken vil mig – ud over at prøve egne grænser af, opfinde teknikker, der ikke fandtes før? Produktionerne er dragende, men også – til min smag – for indadvendte.

Det er dog ikke længere tilfældet, lykkeligvis: Forleden udkom Sonnes seneste album, Great Doubt, og her gør hun sit særegne, eksperimenterende projekt til noget anderledes fælles, noget udadvendt, noget, der henvender sig til den, der lytter. 

Sonne er nærværende med sin egen, ikkeelektronificerede stemme, teksterne er enkle og genkendelige, her er dramatiske forløb – dog hverken vers eller omkvæd – og fængende melodier. »Light and heavy« inviterer os ind med blæsere, strygere og et lydlandskab af lysninger, mens »Do you wanna« er anderledes rytmisk og danseopfordrende. Teksten kredser om genkendelige, eksistentielle og besværlige spørgsmål, der griber ind i enhver mandag morgen eller søndag nat. 

Astrid Sonne er en absolut overlegen musiker, og med Great Doubt tager hun endelig også denne lytter ordentligt og omsorgsfuldt i hånden.

Great Doubt, Astrid Sonne, Escho.

Streaming

Eksistensfjernsyn

For nogle er det en slags last, et skamfuldt fix, for mig er det en slags terapi: boligprogrammerne. Det, der umiddelbart ligner dumt fjernsyn, og som ofte bliver afskrevet som overfladisk, som kommercielt og lavkulturelt.

Det er det ikke.

Faktisk er de fleste boligprogrammer af nærmest eksistentiel karakter. Et antropologisk studie, om man vil. Det handler om drømme og længsler. Om familieliv, parforhold og (mis)kommunikation, om banklån og umulige forventninger, om beslutninger, risikovillighed og ja, bevares, om penge. Hvem er de? Hvad vil de? Og hvad har de egentlig råd til?

Det siger en del om et menneske, om man er tiltrukket af lukkede stisystemer eller åbne køkkenalrum i stål, om man elsker naturen rigtigt og ikke bare tanken om den, om man vil have nybyggeri, man ikke skal gøre noget ved, eller et evighedsprojekt til billige penge på bekostning af et utæt tag.

Pressefoto: Mastiff/TV2.
Pressefoto: Mastiff/TV2.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed er tilbage med sin 15. sæson og tager os med til Møn, Frederikssund, Midtjylland og Vestegnen. Og altså ind i de eksistentielle og økonomiske spørgsmål, livet er gjort af.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed, TV 2 Play.

Natur

Forårsbebudere

»Nytårssol varsler et godt år,« stod der i sidste måned. »Er februar mild, vil påsken blive kold,« står der i denne måned over en illustration af et vinterligt landskab med småfugle, foderbræt og en håndfuld gule, forårsbebudende erantisser.

 Naturkalenderen er et godt sted at starte, at orientere sig i årstiderne, få blik for det, der er undervejs derude, og lære et par af de rim og remser, som ellers vil dø med min 97-årige farmor, der ved mere om min have, end jeg nogensinde kommer til. Jeg er dog i proces. Sammen med min ældste datter holder jeg øje med fuglene i æbletræet, dér var en blåmejse, en rødkælk og musvit, vi fodrer dem med fuglekugler – og aldrig pr. foderbræt, som naturvejlederen på P1 advarer imod, så skider de i maden, og det bliver de syge af. 

Der er noget uendeligt lindrende ved at se på småfugle og spirende forårsblomster, pludselig melder sig en slags energi i kroppen, og man husker: Jøsses, foråret er ikke blot et fatamorgana, men om lidt et utvivlsomt faktum. 

Er man som undertegnede et mere læsende end sansende væsen, så er også kulturgeograf Emmy Laura Fjallands nye bog, almanak, en vidunderlig indgang til den danske naturs særegenhed, men også de ord og udtryk, der knytter sig til den. Det er læring, men især leg og lindring.

Udenfor og over det hele.

Kunst

Øjenåbner

Kunstforeningen GL STRAND er fortid, udstillingsstedet har ikke bare fået nyt navn, GS eller Gammel Strand, men også ny profil: Fremover vil Gammel Strand fokusere på den samtidskunst, »som forholder sig kritisk og nuanceret til omverdenen og tidens store spørgsmål«. »Vi skal vise kunst, der overskrider politiske og identitetsmæssige skillelinjer,« som direktør Nanna Hjortenberg har udtalt. 

Det gør man på museet med to nye, store soloudstillinger af henholdsvis israelskfødte Yael Bartana og danske Tove Storch. Bartanas foto-, neon- og videoværker i Things to Come komplicerer veloplagt og legende vores opfattelser af identitet, historie, etnicitet og tilhørsforhold – og forholder sig altså i allerhøjeste grad til »tidens store spørgsmål«, til forholdet mellem Israel og Palæstina. 

Tove Storch udfordrer materialernes grænser, blandt andet med rå æg. Pressefoto: Gammel Strand
Tove Storch udfordrer materialernes grænser, blandt andet med rå æg. Pressefoto: Gammel Strand

Tove Storchs udstilling bærer titlen Slumping, der dels er slang for dovenskab og udmattelse, dels en betegnelse for en særlig teknik inden for glaskunsten, hvor tyngdekraften bliver brugt som en aktiv medspiller i formgivningsarbejdet. Med uhyre tyndt porcelæn, rå æg, silke, metal og en kano støbt i sæbe undersøger Storch materialernes grænser og potentiale på sin helt egen forførende vis. Hvad er op og ned i det hele? Tag til Gammel Strand, og bliv endnu mere forvirret – på kunstnerisk vis.

Things to Come og Slumping, Gammel Strand, til 20. maj.